Immanents i mere eller mindre Grad har gjort sig gjeldende, ikke lettelig kunne danne os et klart Begreb, Men paa den anden Side medførte selve den polytheistiske Verdensopfattelse, der netop gik ud fra, at Alt, hvad der skede, havde sin Grund i en eller anden Magts personlige Villie, at den menneskelige Betragtningsmaade blev helt igjennem konkret, og ligesom den hele Natur eller saagodtsom den hele Natur var belivet, saaledes var der ogsaa en skarp Sands for alt Vilkaarligt, Individuelt og Særeget. Det er det samme Udviklingstrin, som har skabt det romerske Formelvæsen og de homeriske Digte.
De Gamles opfattelse af al Ret som havende sin Oprindelse fra Guderne satte dem blandt Andet hyppig istand til at angive den spesielle Gud, som i det enkelte Tilfælde havde været Lovgiver. Kretenserne tilskreve Zeus sine Love, Lakedæmonierne troede, at Apollon havde været deres Lovgiver; Romerne sagde, at Numa havde skrevet efter Gudinden Egerias Diktat, og Etruskerne havde modtaget sine Love fra Guden Tages.
Imidlertid var i mere eller mindre Grad den hele Gudestat medvirkende ved Tilblivelsen og Opretholdelsen af Lov og Ret, og en nærmere Undersøgelse af de enkelte guddommelige Væseners Forhold i denne Henseende vil utvivlsomt føre til Opdagelsen af forskjellige Schichter, som saa at sige ligge lagede over hinanden. Her gjelder, hvad Curtius har bemærket i sin Griechische Geschichte (I. 49): „Die Geschichte der Götter ist die Vorgeschichte des Volks.“
Blandt de guddommelige Magter, som garanterede den menneskelige Retsorden, indtage ogsaa de chthoniske eller telluriske Guddomme en betydningsfuld Plads. Themis – Retfærdighedens Gudinde hos Hellenerne –er kun et andet Navn paa Jorden, forsaavidt som hun ikke blot er den gode
