til Retfærdighed og Billighed; de opstillede de Fordringer, som laa i deres specielle Natur, og disse Fordringer opfyldtes, ikke saameget fordi man troede paa den guddommelige Godhed, Visdom eller Velvillie, som fordi man frygtede Magten. Men ligesom Guderne vare hvad vi vilde kalde personligt anlagte, saaledes optraadte de heller ikke mod Menneskets personlige Tilbøieligheder, uden forsaavidt en saadan Optræden al en eller anden Grund konvenerede dem. Ligesom det var Gudernes Magt, som var deres Ret, saaledes var ogsaa Menneskets Magt dets Ret overalt hvor det ikke kom i Strid med de det overlegne guddommelige Magter. Der var ikke den skarpe Forskjel, som der nu er mellem Menneske og Gud; tvertimod, begge vare Væsener af samme Art, og Forskjellen var kun, at Guderne vare begavede med en større Magtfylde og flere værdifulde og nyttige Egenskaber end Menneskene; Mennesker, Larer, Dæmoner, Guder og Skjebnen dannede en uafbrudt Række, hvori der ikke var bratte Overgange. I en vis Forstand – men ogsaa kun i en vis Forstand – var det altsaa Magten som var Retsprincipet.
Disse Sætninger ere kun Anvendelser paa et specielt Gebet af de almindelige aandelige Tendentser, som gjorde sig gjeldende i den polytheistiske Tidsalder. Friheden og Lovmæssigheden eller Nødvendigheden, den abstrakte og den konkrete Betragtningsmaade kjæmpede med hinanden i den menneskelige Sjæl dengang som senere. Disse Retninger stode kun – principielt betragtede – i en mere uforsonlig Modsætning til hinanden end i sildigere Tider (Menneskehedens historiske Udvikling bestaar blandt Andet i, at denne Modsætning med Tiden mere og mere udjevnes). Dengang var Lovmæssigheden transcendent, og derfor despotisk og bydende i en Grad, hvorom vi, hos hvem Ideen om dens
