Vore Forfædre gik i den polytheistiske Tid ud fra, at
Lov og Ret havde sin Oprindelse fra Guderne, men da Guderne
selv vare Repræsentanter for en almindelig Orden, en
Sammenhæng i Tilværelsen, eller denne Verdensorden, og dens
egentlige Repræsentant, Skjebnen, underordnede, saa blev det
denne Sammenhæng i den da gjeldende schematiske Opfattelse,
som paa det omhandlede Trin af den menneskelige
Udvikling i sidste Instants blev den egentlige Souverain.
(Se min Afhandling „Om Tallets Rolle i gammel Tid“. Hist.
Tidsskr. IV. 279–280).
Den enkelte Retssætning bar derfor sin Hjemmel dels i den enkelte Guds personlige Villie og dels i den almindelige Verdensnødvendighed, som behersker baade Guder og Mennesker. Forsaavidt Retssætningerne have den sidste Art af Hjemmel, ere de ubønhørlige som skjebnen selv; forsaavidt de derimod have sin Grund i den enkelte Guds personlige Villie, kunne de modificeres af ham. Den gamle Ret gjør et Indtryk af Vilkaarlighed; thi den er ikke udledet af Tingenes Natur. Den existerede, fordi Guderne, tildels tvungne af den stærkere Skjebne, tildels fordi de selv vilde det, fordrede dens Overholdelse, og disse Guder vare meget vilkaarlige Væsener, som kun indtil en vis Grad tog Hensyn
