Om Tallets Rolle i gammel Tid

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

I sin de bello Gallico IV. I. siger Cæsar blandt Andet om det germanske Folk Sveverne: Hi centum pagos habere dicuntur, ex qvibus qvotannis singula milia armatorum bellandi causa ex finibus educunt.

P. A. Munch har i Anledning at dette Sted ytret, „at dette noget dunkle Sted umulig kan sigte til andet end Folkets Fordeling i de saakaldte Hundreder, hvilken Talemaade Cæsar eller hans Hjemmelsmand meget let kunde misforstaa.“ (Norske Folks Historie I. 1. 95). Heri har P. A. Munch visselig Ret.

Stedet maa derfor oversættes saaledes: Det sveviske Folk er inddelt i Hundreder, hvoraf ethvert hvert Aar stiller 1000 Krigere til Krig paa fremmed Territorium.

Paa Grund af den stærke Sammenhæng, som der i gamle Dage var hos slægter (gentes) og Familier overalt hos de indogermanske Folk, ogsaa hos Germanerne, maa man gaa ud fra, at Hundredforfatningen er fremkommen derved, at slægterne og Familierne ere blevne fordelte efter Hundreder, saaledes at Hundredet har bestaaet enten af 100 gentes eller af 100 Familier. Antagelsen af, at Individernes Antal skulde være bleven lagt til Grund, er aldeles stridende mod de Grundsætninger, som den moderne historiske Videnskab (Fustel de Coulanges: La cité antiqve; Maine: Ancient law) har gjort gjeldende.

At en Familie hvert Aar skulde have stillet 10 Mand til Krig udenfor Landets Grændser, maa ansees for en Umulighed, og man maa derfor antage, at et svevisk Hundrede har bestaaet af 100 gentes.

Om den ældste romerske Inddeling bemærker Mommsen (Römische Geschichte 3 Aufl. I. 69–70): „Hvad Inddelingen af Borgerskabet angaar, saa beroer den paa den gamle Normalsats, at 10 Huse udgjør 1 gens, 10 gentes eller 100 Huse 1 Curie, 10 Curier, 100 gentes eller 1000 Huse Samfundet; at videre ethvert Hus stillede 1 Mand til Infanteriet (deraf mil-es, ligesom eqv-es, der Tausendgänger), enhver gens 1 Rytter og 1 Senator. I kombinerede Samfund optræder naturligvis ethvert enkelt Samfund som Del (tribus) af det hele Samfund, og Grundtallet stiger med Delenes Antal.“ „Intet er vissere,“ siger han videre, „end at dette ældste Forfatningsschema ikke er opstaaet i Rom, men at det er urgammel for alle Latinere fælles Ret, og at det maaske rækker tilbage langt udover Stammernes Adskillelse.“

Naar den sveviske gens ligesom den romerske stillede 10 Soldater, saa er det rimeligt, at den ligesom den romerske har været delt i 10 Underafdelinger (Huse, Familier).

Denne Overensstemmelse mellem gammel-romersk eller gammel-latinsk Forfatning og gammel-germansk er mere end en Tilfældighed. Paa Grund af det ad lingvistisk Vei beviste Slægtskab mellem de indogermanske Folk er det ikke urimeligt hos dem at forudsætte et vist Fællesskab i politiske Institutioner, saaledes som der er et vist Fællesskab i Mythologi. Hvis et saadant ikke har været tilstede, saa kan dette ialfald kun have været Tilfældet, fordi de omhandlede Folk inden Adskillelsen endnu ikke havde hævet sig til et tilstrækkelig høit Standpunkt. I andet Fald er det sandsynligt, at det vil kunne lykkes fra Institutionerne, saaledes som de forekomme hos de forskjellige indogermanske Folk i deres ældste Tid, at slutte sig tilbage til fælles Udgangspunkter.

Allerede i en liden Afhandling „om den ældste indoeuropæiske Samfundsudvikling“ (ovenfor S. 1 ff.) har jeg bemærket, at den antike Stat ved Siden af den genealogiske Inddeling i slægter og Familier allerede tidlig indførte en Inddeling efter Hundreder. „Et fælleseuropæisk kantaria kan opstilles med Hjemmel af lat. centuria, g. svensk hundari og g. høitydsk huntari. Ogsaa Kelterne kjendte en saadan Inddeling i Hundreder. I det gamle Wales kaldtes Hundredet Cantref af cant hundrede og tref en Landsby. Hos de gamle Irer synes en tuath (civitas) at have været inddelt i Hundredsr.“

Om den ovenfor omhandlede romerske Inddeling bemærker Mommsen videre, at den nærmest havde Hensyn til Personerne, men at den ogsaa blev anvendt paa Jorden, forsaavidt denne overhovedet var delt. At der ikke blot gaves Tribus-, men ogsaa Kuriejorder, kan efter hans Mening saameget mindre betvivles, som der blandt de faa overleverede romerske Kurienavne foruden tilsyneladende gentiliciske tillige forekommer territoriale; desuden findes der en meget gammel, til den af 100 Huse bestaaende Kurie svarende Inddeling af Jorden, Hundredet (centuria), bestaaende af 100 Bosteder á 2 Morgen Land. Slægtsjorderne maa i denne Jordfællesskabets ældste Tid have været den mindste Enhed.

Man har altsaa et romersk territorialt Hundrede, ligesom man har et walisisk og et germansk.

Der viser sig imidlertid en Uoverensstemmelse, forsaavidt et svevisk Hundrede bliver 10 Gange saa stort som en romersk territorial Centurie. Efter svevisk Talebrug vilde det gamle, af Ramnes, Tities og Luceres bestaaende Rom udgjøre 3 Herreder, idet Tribus’en bliver det til Herredet Svarende.

Her maa det imidlertid have været Romerne, som have fraveget det oprindelige europæiske kantaria.

1) Er i Rom Tribus’en ligesaa lidt som det germanske Hundrede Underafdeling af et større Samfund, der er inddelt i Tiendedele. De høiere Enheder ere hos Germanerne Thjod og Fylke, hvoraf det første svarer til den italiske civitas (min citerede Afhandling pag. 16–22), medens der i Italien neppe forekommer noget, der svarer til Fylket. Forøvrigt er det langt fra, at Thjod, Fylke og Herred paa engang forekommer overalt blandt de germanske Folk; Thrønderne vare et Thjod, som bestod af 8 Fylker, men man kjender ingen Herreder i Thrøndelagen; Raumsdølafylke var inddelt i Ottinger og vides ikke at have henhørt til noget Thjod. Overhovedet er Herredet noget, som kun forekommer sjelden i Norge; Herredsordningen er der tidlig bleven brudt istykker og har neppe nogensinde existeret over det hele Land. En fuldkommen Ordning efter det germanske Schema er Svearnes: Thjod-Folklande-Herreder.

Ogsaa de større Samfund, de høiere Enheder, som man kunde kalde dem, vare i de gamle stater inddelte i mindre efter et bestemt, hyppigt tilbagevendende Tal, men her var ikke Titalssystemet benyttet. Hos Dorerne var det ligesom hos Romerne Tallet 3, som var det herskende i Stammeinddelingen, medens det hos Jonerne var Tallet 4; i Norge havde man i gamle Dage Inddelingen i Ottinger, Tredinger og Fjerdinger; ogsaa i England forekommer Inddelingen i Tredinger, ligesom ogsaa det gamle Svealand havde 3 Folklande.

2) Bestaar et walisisk Cantref af 100 tref, og dette tref betyder Landsby eller By, svarer sprogligt til det germanske Thorp, hvis oprindelige Betydning ligeledes er Landsby, og indeholder efter de gamle walisiske Love 256 erw (erw = lat. arvum); det siges fremdeles at indeholde 64 tyddyns (Hovedbøler). Bacmeister Keltische Briefe p. 56. Walter des alte Wales 129–130. En Tref kan derfor ikke have været en Families Besiddelse.

3) Er det den gamle agnatisk organiserede Slægt (gens), som danner den oprindelige selvstændige Enhed, og det er dens Medlemmer, som i det gamle Jordfællesskabs Tid har taget Jorden i Besiddelse i Fællesskab og bragt den i Fællesskab.

.Medens Forholdet mellem Medlemmerne af de gamle gentes er et personretligt, er der Adskilligt, som tyder paa, at Familien fra først af har været den Komplex af Mennesker (Kone eller Koner, Børn og Trælle), som have staaet under een Mands Dominium. Girand-Teulon lægger i sin „Les Origines de la famille“ (Geneve og Paris 1874) Vegt paa den omstændighed, at dan i alle indogermanske Sprog gjennemgaaende Benævnelse paa Fader, patar, maa udledes af en Rod, som betyder beskytte, vogte; til at betegne det Begreb, som nu forbindes med Fadernavnet, benyttedes Ordet ganatar; for at betegne det fuldstændige Begreb bruge Vedaerne Sammenfatningen pitâ-ganitâ, pater-genitor. En Beskytter var i gamle Dage en Herre. Det romerske eller rettere italiske familie skal efter Corssen (Kuhns Zeitschr. XXII 293) oprindelig betyde Eiendom.

Disse Familier eller rettere disse Familiers Chefer – thi kun om dem kan der være Tale – vare fra først af i den Grad afhængige af den Slægt, hvortil de hørte, at de aldrig kunde komme til at træde i et umiddelbart Forhold til det større Samfund, som Slægterne tilsammen dannede; Familien har først lidt eller lidt tilkjæmpet sig Selvstændighed ligeoverfor Slægten ved Statens Hjælp. I Rom er rimeligvis Privateiendom af Jord skabt derved, at Staten har sprængt slægternes Enhed og stillet de enkelte Familier uafhængige. Men saaledes er det ikke gaaet allesteds; i Norge, hvis Jordforhold ere baserede paa Odelen, maa den Enkeltes Eiendomsret med større sandsynlighed antages at være fremkommmen derved, at Slægtschefens Myndighed er bleven forstærket saaledes, at slægtens Jord er bleven hans mere eller mindre fuldkomne Eiendom; Odel, der kommer af det fællesgermanske athala, Slægt, betyder Slægtsgodset, og strengt juridisk er jo Slægten den egentlige Eier (vor Odelsarvefølge indeholder endnu stærke Spor af den gamle agnatiske Slægtsorganisation). Forskjellen mellem en sydslavisk Landsbyforfatning, hvor Jorden benyttes i Fællesskab under den valgte Vladikas Ledelse, og en norsk Odelsforfatning bestaar deri, at Slægtschefens Myndighed er meget større i den sidste end efter den første, egen saadan Forskjel vilde naturligen udvikle sig, naar paa den ene Side de sydslaviske Arvinger alle forbleve paa den fædrene Jord som Medeiere, medens paa den anden de norske Medarvinger enten forblev som Mænd eller lignende hos Familiehovedet paa Hovedbøllet eller søgte at vinde sig Anseelse og selvstændig Eiendom ved at slutte sig til Kongens eller andre Drotners Følge (cfr. Munch Norske Folks Historie I. 1. 146[1]. Men har den norske Odelsforfatning udviklet sig paa denne Maade, er det saare usandsynligt, at de germanske Svever allerede paa Caesars Tid skulde have benyttet Familien som Grundlag for Herredsinddelingen. At Germanerne paa Cæsars Tider levede i fuldkomment Jordfællesskab, er bevidnet de bello Gallico VI. 22.

Derimod er intet rimeligere end at ogsaa Sveverne have inddelt Slægterne i et vist bestemt Antal af Familier f. ex. hver Slægt i 10. En saadan Inddeling af slægter og Familier efter Tal er meget almindelig i de antike Stater, og den maa ikke betragtes som et upraktisk Schema; Staten har kløvet og sammenføiet. At Rom har havt 300 gentes, er visselig sikkert nok; thi dette Tal spiller en betydelig Rolle i Forfatningen; men et stringentere Bevis for at Tallet har været praktisk, kan maaske føres fra helleniske Forholde af. Der er nemlig undertiden Jordloddernes Antal fixeret, hvad der er det samme som at fixere Husholdningernes eller Familiernes Antal. Spartiaternes Land var saaledes inddelt i 9000 udelelige og uafhændelige Jordlodder (Curtius Griech. Gesch. I 160–161), og en af Korinths ældre Lovgivere, Pheidon, bestræbte sig for at bevirke, at Jordloddernes Antal ikke formindskedes og Borgernes Antal ikke forøgedes (Schoemann Griech. Alterthümer I. 159.)

Der er faa Ting i Historien, der gjennemgaaende ere blevne behandlede med saadan Vantro, som denne Inddeling af de gamle Samfund efter Tallet. At kløve Familier eller Slægter og at slaa dem sammen i det Øiemed, at Samfundet skulde beholde et vist Antal, og hverken mere eller mindre, er forekommet Historikerne som noget i den Grad urimeligt, at man ikke har villet ansee en saadan Inddeling for andet end et noget nær ørkesløst Schema. Noget Tilsvarende er i den nyere Tid aldrig blevet bragt paa Bane af andre end de vildeste franske Theoretikere. Men paa denne Maade er man ikke berettiget til at behandle et stort historisk Factum, og man maa derfor søge efter Forklaringen. For gamle Tiders Vedkommende er det saa langt fra, at le vraisemblable er le vrai, at snarere det Modsatte er Tilfældet. Man maa gjøre alvorlige Forsøg paa at sætte sig ind i de gamle Tiders Tankegang, paa at finde ud, hvad Datiden har fundet fornuftigt.

Det berettes om den græske Filosof Pythagoras, at han ansaa Tallet som det til Grund for alle Ting liggende Princip, og hvilke Anstrængelser man end gjør for at bortforklare det Besynderlige i Beretningerne om Pythagoras, saa kan man dog ikke godt komme fra, at han betragtede Tallet som en causa finalis, som en virkende Grundaarsag. Det kan være vanskeligt nok at forstaa et saadant Standpunkt, men man har jo her ikke det eneste Exempel paa, at Abstraktioner ere blevne tillagte Realitet.

Pythagoras tilhørte vistnok en meget senere Tid, og det er ikke usandsynligt, at hans Ideer i stor Udstrækning have en ægyptisk eller kaldæisk Oprindelse, og der kan saaledes ikke være Tale om at benytte hans Filosofi til Forklaring af Kjendsgjerninger, som ligge tilbage i den Tid, da Germanernes, Italernes og Kelternes Forfædre stode i den nærmeste Berørelse med hinanden. Men det er dog paa den anden Side muligt, at gammel Filosofi i enkelte punkter kan være en klarere og konsekventere Udfoldelse af Tanker, som fra gammel Tid paa en mere uklar Maade har rørt sig i Folkene. Thales’s Lære om at Vandet var alle Tings Grundprincip kan f. ex. have sin Rod i meget ældre græske Myther.

Det er en betydningsfuld Kjendsgjerning, at Indogermanerne – endogsaa førend deres asiatiske og europæiske Gren sondredes fra hinanden – havde et decimalt Talsystem, som naaede lige til 999. Alene denne Kjendsgjerning viser en ikke ringe Grad af aandelig Udvikling; thi intet er almindeligere blandt lavtstaaende Folkeslag end at deres Talsystem er lidet udviklet; det er ikke engang alle Folk, som kunne tælle til 5.

Den strenge Regelmæssighed, den uafviselige Nødvendighed virker imponerende; den mest ubundne Villie, den største Selvraadighed falder tilføie, naar det først er givet, at Modstand er umulig. Mest imponerende virker den Regelmæssighed, som fremtræder med uundgaaelig Nødvendighed midt iblandt den mest ubundne Vilkaarlighed, og et saadant Tilfælde har her været forhaanden; midt iblandt Polytheismens mangfoldige individuelt udprægede og i stor Udstrækning mod hinanden fiendske Gudeskikkelser, midt i en Natur, hvoraf hver enkelt Deel var belivet – Polytheismens Afskaffelse var i sin Tid næsten en Afsjæling af Naturen – fremtræder den ubøielige Regelmæssighed, som herskede i Tallenes Verden; denne Regelmæssighed – det eneste System af Love, som dengang kjendtes; thi ellers besad man visselig kun spredte Erfaringer – er naturligvis bleven betragtet som det fuldkommeste Udtryk for en Verdensorden, og man havde dog tidlig en Anelse om at der existerede en saadan. Herom vidner baade det monotheistiske Drag, som findes f. Ex. baade i græsk og romersk Mythologi, og denne Tro paa en Alt, ogsaa Guderne, beherskende Skjebne, som forekommer hos Grækere, Romere og Germaner.

Den Regelmæssighed, som kommer tilsyne i Tallene, har ogsaa den Egenskab, at den har en vidtstrakt Anvendelse. Alle Gjenstande, hvor forskjellige de end forøvrigt ere, have den fælles Egenskab, at de kunne tælles. De gamle Folk bragte Tallet i Anvendelse paa Guderne selv; ligesom de menneskelige Samfund ordnedes efter Tal, saaledes var det samme ogsaa Tilfældet med Gudestaten. I den germanske Mythologi er det Tallene 3 og 12, som spille den store Rolle (Simrock Deutsche Myth. 152, Munch Norske Folks Historie I. 1. 169), og det er ganske det samme Tal, der gjør sig gjeldende i græsk Mythologi: „Blandt de Tal, hvoraf denne Mythologi betjener sig, er,“ ytrer Preller i Griech. Myth., „især Tretallet foretrukket som f. Ex. i Chariternes, Moirernes, de hesiodiske Kyklopers, Hekatonkheirernes Grupper, men ogsaa i Eder og Bønner, saa at 3 Guder vælges ud og anraabes istedetfor alle f. Ex. hos Homer Zeus, Athene og Apollon. Hvor et Udvalg af hele den olympiske Gudeverden skulde fremstilles, benyttede man en Gruppe af 12 Guder eller 6 Gudepar.“

Man synes at have benyttet navnlig Tretallet paa en Maade, som bringer En til at tænke paa de saakaldte hellige Tal. Den egentlige Lære om de hellige Tal er vistnok imidlertid af semitisk eller kamitisk Oprindelse; hos de gamle Indogermaner maa man kun søge, hvad der svarede til de første simple Ideer, hvorpaa den egentlige Kaldæisme er bygget.

Anvendelsen af Tallet 3 i Edsformularer leder Tanken hen paa de keltiske Triader. Om de galliske Druiders Undervisning bemærker Belloguet (Ethnogénie Gauloise III. 355–358), at en stor Deel af deres Undervisning var paa Vers, men at et andet Hjælpemiddel, som blev anvendt, var Triaden, som bestod deri, at hvad der skulde meddeles (Moral, Dogme, historisk Tradition), i saa concis Form som muligt redigeredes saaledes, at 3 og 3 Sætninger sloges sammen. Denne Triade, som er mest bekjendt fra den kymriske Literatur, hvor den er saa overordentlig hyppig anvendt, er ikke udelukkende keltisk; Belloguet nævner Exempler paa græske Triader, og vil man have et Exempel, behøver man ikke at gaa længere end til den romerretlige Grundregel: honeste vivere, alterum non lædere, suum cuiqve tribuere.

Ogsaa Versformen, der hos de gamle Folkeslag har gjort samme Nytte som Triaden, hviler paa en lignende Betragtning; thi i Versets Rhythme gjør et Talforhold sig gjældende. Denne Sammenhæng har ogsaa været felt, forsaavidt som det middelhøitydske rim, „nach der Zahl der Hebungen gemessener Vers,“ er identisk med det gammelhøitydske rîm Række, Tal og staar i Forbindelse med ἀριθμος Tal og gammelirsk rìmi regne, tælle. Gamle Lovreglers Affattelse i Vers har derfor neppe udelukkende sin Grund i Hensynet til at lette Hukommelsen.

Med Tallet staar enhver Art af Maaling i uadskillelig Forbindelse Der existerer en fælles indogermansk Rod ma, som betyder maale, danne, sammenligne, og som forekommer i en overordentlig Mængde Afledninger; i Sanskrit er endog Benævnelsen Skaber dannet af denne Rod (Fick indog. Wörterb. p. 151). Begyndte man først at maale, blev der en udstrakt Anvendelse for Tallet. Exempelvis vil jeg berøre Maalingen af Tiden.

Der existerer et fælles europæisk mans eller mens, som har Betydningen af Maane og Maaned, og som er belagt med gr. μήν Maane, Maaned, lat. mensis, gm. irsk Maaned, lithauisk ménes Maane, kirkeslav. mêsaçi Maane, Maaned samt goth. mînau ght. mâno Maane. Intet er sikrere end at Tiden er bleven maalt ved Hjælp af Maanens Gang.

Af den samme Rod dannede man ogsaa et Ord med Betydningen af Tid, nemlig et europæisk mata, der opstilles med Hjemmel af de latinske Afledninger maturus, matuta, matutinus og lithauisk metas Tid. (Fick europ. Spracheinheit p. 350.)

Til Opstillelsen af Aaret synes man ikke at være naaet i hvad man med et kort Udtryk kunde kalde den fælleseuropæiske Tid; men man havde Benævnelser for forskjellige Aarstider, og disse tilligemed deres høiere Enhed Aaret maatte i altfor høi Grad tiltrække sig Opmærksomheden til at man ikke skulde fele Nødvendigheden af en Ordning. Men en fast ordning var meget vanskelig at istandbringe, eftersom Jordens Omløbstid om Solen og Maanens om Jorden ikke staa i noget let bestemmeligt Forhold til hinanden. For at tilveiebringe Overensstemmelse i denne Henseende tog de gamle Folkeslag sin Tilflugt til større Tidsrum, som omfattede flere Solaar, men som havde den Egenskab, at de mere eller mindre nøiagtigt omfattede et vist Antal hele Maaneder og hele Aar. I Delfi havde man f. Ex. en 9-aarig Periode (Curtius Griech. Gesch. I. 403) Forøvrigt synes Anordningen af de store Feste, der afholdtes med flere Aars Mellemrum f. Ex. de græske olympiske Lege, de irske feis eller Nationalfeste, som holdtes i Tara og Carman hvert 3die Aar (O’ Curry Manners and Customs of the ancient Irish II. 38, 40) at staa i Forbindelse med Tidsinddelingen.

Istandbringelsen af en Tidsregning var en Kjendsgjerning af den overordentligste Betydning. Tiden overvinder Alt, selv Thor faldt i Knæ for den i Utgardelokes Hal. Den er den store Souverain, og naar den er bragt i en uopløselig Forbindelse med et System af Tal, saa er Veien aabnet for en Talschematisme i Verdensopfattelsen.

En omhyggelig Undersøgelse vilde vistnok fore til Erkjendelsen af, at Tallet i gamle Tider er blevet gjort gjeldende paa Felter, hvor man mindst skulde ane det. Jeg vil her kun nævne, at der haves Exempler paa, at Tallet er blevet anvendt som Grundlag for Skrift. Dette er navnlig Tilfældet med den irske Oghamskrift, hvor enhver Konsonant betegnes med et vist Antal af Streger. Det samme Princip ligger til Grund for de saakaldte Kvistruner.

Den Regelmæssighed, som saaledes gjorde sig gjeldende gjennem Tallene, var imidlertid ikke Udtrykket for en indre Sammenhæng. Tallene kunde bringes i Anvendelse overalt, og overalt paa den samme Maade. Talsystemet var et ydre Schema, hvorefter Tingene kunde ordnes, og naar man, jo længere man gaar tilbage i Tiden, finder, at ydre Schematisme spiller en stedse større Rolle i Sammenligning med Udtrykket for en indre Sammenhæng, saa har dette maaske sin Grund i, at det er den arithmetiske Regelmæssighed, som har gjort sig gjeldende i den menneskelige Sjæl, at det er den, som saa at sige har bestemt Regelmæssighedens Begreb.

Men dette være, som det vil. Hvad der er historisk efterviseligt er, at Tanken om en indre Sammenhæng, jo længere man gaar tilbage i Tiden, befindes at træde tilside for Ideen Kom en ydre Schematisme. Men naar Orden og Sammenhæng i Almindelighed opfattes som Schematisme, saa vil nødvendigvis ogsaa Lov og Ret opfattes ikke som noget, der ligger i Sagens Natur, men som noget, der er givet og paabudt af ydre Magter. Dette er ogsaa det antike Begreb. Man gik ad fra, at Lov og Ret havde sin Oprindelse fra Guderne, men da Guderne selv vare Repræsentanter for en almindelig Orden eller denne Verdensorden og dens Repræsentant, Skjebnen, underordnede, saa bliver det denne Orden eller Sammenhæng, saaledes som denne opfattedes, altsaa Schematismen, som paa et vist Trin af den menneskelige Udvikling i sidste instans bliver den absolute Souverain. Men er dette Tilfældet, saa vil Tallet, denne Schematismes – fra Datidens Standpunkt – fuldkommeste Udtryk, blive søgt gjort gjeldende overalt. Et ordnet Samfund vil sige et Samfund, som er inddelt efter bestemte Tal.

Men den antike paa Religionen baserede opfattelse af Lov og Ret var hensynsløs. Hvor vi af tusinde Hensyn til den Enkelte vakle, var gammel Ret ubøielig, og et antikt Præsteskab – den hellige Rets vogter – var ubønhørligt i en Udstrækning, hvorom vi ikke lettelig kunne gjøre os noget Begreb. Hvor ethvert Liv fra Kongens til Trællens kunde fordres, naar et omen eller portentum krævede det, hvor enhver menneskelig Følelse maatte offres for Lovens Bogstav, der vilde man ogsaa gjennemføre en Talschematisme i Samfundet, naar den guddommelige Orden fordrede det. De gamle Romeres Samvittighedsfuldhed ligeoverfor Guderne er bekjendt, og en lignende Underkastelse under Guderne har existeret hos Sveverne. I sin Germania cap. 39 siger Tacitus: „Semnonerne ansees som de ældste og ædleste blandt Sveverne; Troen paa deres Ælde slaaes fast af Religionen. Paa bestemt Tid møde alle Folkeslag af det samme Blod ved Gesandter i en Skov, som er helliget af fædrene Varsler og nedarvet Rædsel, og høitideligholde, efter offentlig at have slagtet et Menneske, en urgammel barbarisk og rædsom Gudstjeneste. Denne Lund er ogsaa paa anden Maade Gjenstand for Ærefrygt; ingen betræder den uden i Lænker[2]; han skal vise sig som en Mindremand og Guderne underkastet. Dersom han falder, man han ikke reise sig; han maa rulles ud i sin liggende Stilling. Hen til denne Lund seer al Overtro, ligesom til Folkets oprindelige Udgangspunkt. Der er Guden Alles Hersker, Alt er ham underkastet og lydigt.“


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Undertiden er Jorden bleven delt af Arvingerne, og det derved opkomne Forhold ligger vel, naar alt kommer til alt, til Grund for det senere Jordfællesskab. Gul. L. Cap. 87, 88, min citerede Afhandling p. 21.
  2. Folkets Navn er endog udledet af denne Belæggelse med Lænker. Simrock Deutsche Mythol. 498.