udgiven af L. Daae. Som alle dokumenter af denne art, må også de indberetningen som Gustav III modtog fra sine agenter i Norge, benyttes med tvivl og – hvor det er muligt – med kritik. Hvad der er sandhed, og hvad der skriver sig fra meddelerens fantasi eller lyst til at behage sin konge, lader sig ikke i alle tilfælde afgöre. Gustav IIIs dybt indgroede had mod Danmarks regering og folk var for ham en stor fristelse til at tage alt for godt, som berettedes om gæring og uro i Norge. Hans hemmelige og officielle udsendinge kendte hans svaghed i denne retning, og da de selv vare slagne af en lignende blindhed, som den, hvorunder kongen led, var det så meget naturligere, at de så alt i det for Sverige gunstigste lys.
Hovedinteressen ved den her meddelte udförlige fremstilling af et enkelt afsnit af de svenske agitationer i Norge knytter sig nærmest til, hvad deraf kan udledes til belysning af vore indre forhold. Agitationerne selv bleve fuldstændig resultatlöse og glemtes under kommende tiders omvæltninger og vigtige begivenheder. Men dog havde der samtidig slået en bölge af tidens store ström ind over vore skær. Kun er det skade, at de foreliggende materialier ikke tillade at bedömme dennes styrke i dens fulde omfang, og navnlig er det ikke muligt at afgöre, hvor meget der endnu stod tilbage, forinden man under medhjælp af gunstige omstændigheder kunde have skredet fra tale til handling, – eller med andre ord, hvorledes det norske folk vilde være optrådt, hvis foreningen med Danmark var bleven sprængt fem og tyve år, forinden den virkelig oplöstes.
I visse henseender er der en stor lighed mellem 1814 og årene 1788–1790; de dannede klasser i Norge vare da allerede tildels fortrolige med tanken på, at deres fædreland kunde få en anden plads i staternes række, end det for
