Med Gustav IIIs död og general-konsulatets ophævelse
afsluttedes et afsnit i de svenske agitationers historie. Det
havde varet i tyve år, og der var i löbet af disse sat mange
og höjst forskellige kræfter i bevægelse. Der havde været
knyttet mange dristige forhåbninger til, hvad fremtiden kunde
göre for en forening af den skandinaviske halvös riger
under ét scepter. Agitationen var begyndt i en meget bevæget
tid, den fandt ligeledes sin forelöbige afslutning i et
tidsrum, der var mere fuldt af gæringsstof end noget andet
i Europas nyere historie, og der havde ialfald til enkelte
tider i denne lange periode gået en urolig bevægelse gennem
forskellige lag af det norske samfund, der ialfald kunde gjort
det muligt at rokke folkets gamle lojalitet mod det oldenburgske
kongehus og den forening, der, hvor unaturlig den
end var fra et geografisk synspunkt, havde vokset sig fast i
alles bevidsthed og knyttede de tvende folk sammen med
stærke bånd. Herfor havde Gustav III aldeles intet öje, og
når hans planer mislykkedes, er den förste grund hertil at
söge i hans misforståelse af Norges stilling til Danmark.
Vilde han have benyttet sig af Normændenes uvilje over
enkelte regerings-foranstaltninger og af deres uafhængigheds-stræben,
måtte han have anvendt andre midler. Da revolutions-ånden
også syntes at vifte hen over de norske fjelde,
kunde måske tiden for en indgriben fra svensk side have
været forhånden; men da vare den svenske konges hænder
bundne af andre hensyn.
De her benyttede nye kilder tillade ikke at trænge aldeles ind i de norske forhold og stemninger under revolutionstiden, uagtet de for öjeblikket vistnok må ansees for de bedste, hvortil der er adgang – ved siden af hvad der er offentliggjort af Frederik Moltkes brevveksling i den her oftere påberåbte samling af Bülows papirer, som i 1864 blev
