öjeblikket indtog. Det er mærkeligt at se norske köbmænd og brugsejere på egen hånd optræde som underhandlere med den svenske konges fortroligste ven og derunder fremsætte aldeles republikanske anskuelser. Et sådant træk er, i forbindelse med, hvad der ellers lejlighedsvis höres om tilstanden i Norge, meget betegnende. Alligevel må det ansees som det mest rimelige, at de fölgende år indtil 1814 have havt sin store betydning for udviklingen af vort folks politiske modenhed. Denne var endnu ved udbrudet af den franske revolution ikke kommen udover den förste begyndelse, og hvor levende end enkelte fölte sit fædrelands mangel på politisk frihed, var der endnu meget tilbage at lære, forinden der kunde skrides til handling med håb om et heldigt udfald. Dermed er imidlertid ikke udelukket muligheden af, at også de förste revolutionsår kunde have seet mærkelige ting foregå i Norge. Men det er da tillige sandsynligt, at en revolutionær bevægelse her kun vilde have ledet til at kaste landet viljelöst i Sveriges udstrakte arme. Det norske folk havde endnu ikke gennemgået seks sådanne år som de fra 1807 til 1813, og det savnede de fremragende mænd, som i 1814 förte dets sag. Begge dele ere af megen vægt. De mænd, som i 1789 og de fölgende år talte om frihed og forening med Sverige, vare neppe handlingens mænd. Forsåvidt de senere ere fremtrådte i historien, göre de ikke noget sådant indtryk. De vilde snart have givet efter, hvis det var kommet til alvor, og folket havde i dette tilfælde ikke kunnet stötte dem. En rejsning vilde derfor på denne tid ikke have ledet til den fuldstændige nationale genfödelse, men snarere til det modsatte ved uden politiske eller nationale garantier at fremkalde en forening af Normændene med et andet folk, i hvilket de kunde gå op med en ganske anden lethed end i det danske.
