denne beskyldning var sand, er i det mindste for en del sikkert. Akershus stiftamtmands kopiböger for disse år indeholde flere oplysninger om Bromells mislige stilling i den tid, da han var i Kristiania, og de ubehageligheder, som han der skaffede sin principal.
Martinaus sidste rapport er dateret 24 Marts 1792. De fölgende ere alle skrevne af Bromell. Gustav IIIs voldsomme död gjorde et meget stærkt indtryk på den allerede forud dödssyge mand og bidrog maske meget til at fremskynde hans afgang fra dette liv. I den fölgende tid blev hans tilstand stadig forværret; dog havde han endnu 21 April så megen kraft tilbage, at han kunde underskrive eden til den nye konge. Fire timer efter, at denne samme dag var afsendt med posten, var han et lig. Bromell sendte öjeblikkelig en kurer afsted for at indhente posten og medgive denne en kort beretning om general-konsulens död.
Dermed var det svenske konsulat i Norge ophört for aldrig mere at blive genoprettet. Det skyldtes udelukkende Gustav IIIs personlige planer om at annektere det land, hvor det fik sit sæde. De forandrede forhold efter hans död gjorde det aldeles overflödigt, og skönt tanken om at erhverve Norge heller ikke i den fölgende tid var fremmed for den svenske regering, blev dog aldrig dette middel oftere anvendt.
Vi skulle endnu omtale et lidet efterspil til Gustav IIIs agitationer i Norge. I det foregående er omtalt en svensk major, ved navn Bordieu, som om hösten 1791 opholdt sig i Kristiania og derfra afrejste eller foregav at afrejse til Amerika. Ved Nytårstid 1792 var han vendt tilbage til Norge og opholdt sig da, ifölge Martinaus rapport af 14 Januar, på Magnor. Derfra rejste han imidlertid ikke hjem til Sverige, men synes i længere tid at have opholdt sig i de norske grænsedistrikter. Endnu i August 1792 opholdt
