meget mindre rimeligt var det, at han skulde have villet stötte noget sådant parti i sit nærmeste naboland.
På denne måde blev der for det förste ikke mere anledning til at arbejde for en rejsning i Norge, om også en sådan havde været mulig, og imidlertid nærmede Gustav IIIs regering sig imod enden. 16 Marts 1792 rammedes han af Anckarströms kugle, og 29 Marts döde han. Hvis det havde været hans hensigt at benytte den kommende vår til et angreb på Norge, blev denne plan nu aldrig udfört. Martinau overlevede heller ikke længe sin konge. Hans sygelighed var i löbet af den sidste vinter stadig tiltaget. Selv gjorde han sig ingen skuffelser, men var aldeles på det rene med, at han ikke havde lang tid tilbage. Dog kæmpede han kraftig imod sygdommen. En rapport, som hans tidligere omtalte sekretær, Karl Bromell, sendte til statssekretær Franc 18 Februar 1792, kort tid efter at være vendt tilbage fra et besög i Sverige, giver en mörk skildring al hans tilstand, der efter lægernes udsagn ikke levnede håb om, at Martinau kunde leve mere end to eller tre måneder. Hans svoger, major Peyron, der også ved underretningen om Martinaus sygdom var kommen til Kristiania, skal ligeledes have fundet symptomerne meget faretruende. Bromell, der hidtil, som det synes, kun havde været antagen privat af Martinau, benyttede anledningen til at anbefale sig selv til at få kongelig ansættelse som sekretær ved konsulatet, formodentlig i det håb, at han så kunde blive konstitueret i embedet, når Martinau döde. Han havde selv omtalt for denne sine forhåbninger om at få den ansögte udnævnelse og derved regnet på sin forbindelse med en mand som statssekretær Franc. Martinau syntes ikke at ynde denne udsigt. Han selv skrev til Franc og frarådede at give Bromell den ansögte udnævnelse, da denne var en drukkenbolt og forgældet spiller. At
