ling med general Mansbach. Der var formodentlig, da han på tilbagerejsen fra Strömstad passerede gennem Frederikshald, opstået en eller anden misforståelse, om hvis natur han for övrigt ikke nærmere oplyser noget. Han må formodentlig være bleven betragtet som spion og af den grund have seet sig nödsaget til hurtigst muligt at fjærne sig fra Frederikstens nærhed, uden endog at få tid til at tage afsked med generalen. Efterat Adlersparre bagefter havde været på Frederikshald, benyttede imidlertid Martinau anledningen til at takke for den velvilje, som var vist denne, og tillige göre undskyldning for sin egen hurtige afrejse. Generalen forhastede sig ikke med at svare. Martinaus brev var skrevet 15 Oktober, svaret först ti dage senere. Det var höfligt og tillige overlegent. Mansbach beklagede, at han ikke havde fået anledning til at sige Martinau farvel, men tilföjede, at man ikke nærede nogen frygt for de svenske rustninger; dertil var man selv altfor godt forberedt, selv om der virkelig skulde være nogen fare for et brud. Han antog også, at en så indsigtsfuld officer som Adlersparre med lethed måtte have overbevist sig om, at de foranstaltninger, som bleve trufne, udelukkende sigtede til at sætte grænsen i en respektabel forsvarstilstand og således sikre nationens og statens rolighed; man havde derved kun havt den gamle regel for öje, at forberede sig på krigen for at sikre freden. Det var imidlertid kun et nyt bevis på den svenske konges klogskab, at han således uden videre ligefrem sendte en mand af faget til Norge for på stedet selv at undersöge, hvad der foregik. Adlersparre var en mand af fortjeneste og af stor personlig elskværdighed, hvem Mansbach for sit vedkommende var glad over at have kunnet vise höflighed.
Mansbach havde ved denne lejlighed unegtelig spillet sine kort med större behændighed end Moltke; men så var
