der heller ikke noget i vejen for, at han indlod sig på at besvare en forespörgsel fra Martinau i den form, hvori denne var affattet. Det var ingen diplomatisk henvendelse, der stillede truende muligheder i udsigt, – kun en venskabelig beklagelse over ikke at have kunnet iagttage alle höflighedens regler. Generalen var derfor aldeles berettiget til at svare, men havde tillige opfordring til at benytte lejligheden til at give Martinau et vink om, at han havde god rede på den mistanke, som han og hans konge nærede, og underrette ham om, at man ikke var bange.
Hvilken fremstilling Adlersparre efter sin hjemkomst gav Gustav III af forholdene i Norge vides ikke. Uagtet en sådan, om den overhovedet er afgivet skriftlig, godt kan skjule sig i den store masse af kongens efterladte private arkiv, er det dog måske vel så sandsynligt, at han kun har givet kongen et mundtligt referat af sine iagttagelser på rejsen til og fra Kristiania. Det kan antages som muligt, at udbyttet af disse har været af den beskaffenhed, at han frarådede et angreb, og at Gustav III af den grund for det förste opgav dette. På en tid, da hans store hovedformål var at forene alle Europas monarker til et stort korstog for de principer, hvorpå deres egen magt hvilede, var det ikke rådeligt for ham at kaste sig ind i et mindre foretagende, når han derved vilde möde på så store hindringer, at det ialfald kunde kræve flere år, forinden han nåede sit mål. En sådan betragtningsmåde kan i det mindste på dette tidspunkt have bragt ham til at holde sig tilbage, og hvor meget han end kunde have önsket at finde et påskud til angreb i de norske forsvars-rustninger, var han ikke så hidsig, at han overså den dermed forbundne risiko. I denne henseende var han ikke bedre stillet end för, uagtet han netop nu (24 Oktober 1791) havde afsluttet en defensiv allianse-
