skede da også; men Martinau påstod, at han var den eneste, som derved viste nogen ærbödighed for Kristian VII. Så kom turen til Gustav III, hvis skål blev drukken under stor larm. Martinau troede at se grunden til disse Dybwads svenske sympatier i en påvirkning af hans svenske svigerdatter. Hans sön skulde nemlig fire år tidligere på grund af nogle streger, som han havde begået i ungdommeligt letsind, have forladt Kristiania og rejst til Stockholm. Han havde i nogen tid været skriver hos ambassadören Sprengtporten og havde derefter ægtet en smuk ung dame, „plus spirituelle que lui.“ Med hende aflagde han om sommeren 1791 et besög i hjemmet, hvor svigerdatteren aldeles vandt den gamle Dybwad. Denne havde allerede för havt sympatier for Gustav III, som nu vandt end mere i styrke.
Idet Martinau således troede at se det egentlige borgerskab indtage en mere venskabelig holdning imod ham, måtte dette være ham en erstatning for den udsigt, som til samme tid syntes at vise sig til, at han efter sin sidste henvendelse til stiftamtmanden skulde blive afspærret fra al omgang på samme måde, som i 1788. For en mand, der var så glad i selskaber, som Martinau, var dette meget pinligt. Da han fik höre om, at stiftamtmanden havde fået en reprimande for sit svar, fortolkede han nemlig dette, som om det gjaldt den venlighed, som denne embedsmand og general Haxthausen overhovedet havde vist ham, og troede, at det nu var eller vilde blive dem forbudt at befatte sig mere med ham. Så galt var det dog ikke denne gang, og Martinau havde aldeles forregnet sig i sine formodninger. Når han derfor troede, at han for fremtiden ikke vilde have anden omgang end „borgere af anden klasse“, var hans frygt ganske ugrundet.
I midten af Oktober kom Martinau i en liden brevveks-
