vinter og helst vilde have den forebygget. Martinaus opfatning af de tanker, som bevægede Haxthausen til at vise den svenske udsending en sådan opmærksomhed, kan i dette tilfælde nok have været grundet.
I den nærmest påfölgende tid var det atter forholdsvis roligt i Kristiania. Det hed sig, at man havde grund til at være mere betrygget for fiendtlige forholdsregler fra den svenske konges side. Martinau troede dog at bemærke, at embedsstanden endnu ikke aldeles havde fattet tillid, da han vedblev at mærke en vis tilbageholdenhed fra dens side. Men til gengæld troede han at bemærke, at byens borgere viste sig så meget mere imödekommende. Fölgende træk, som han fortæller i et brev af 22 Oktober 1791, kan i denne henseende være ganske betegnende, endskönt det, hvis det har været enestående, ikke har havt den betydning, som Martinau vilde lægge deri.
En köbmand i Kristiania, ved navn Dybwad – eller som Martinau skriver det i overensstemmelse med den simplere östlandske udtale: Dybward – gav 19 Oktober et selskab, hvori ingen embedsmænd deltoge, men hvor derimod Martinau var indbuden. Samtalen drejede sig her for det meste om Sveriges sidste krig med Rusland, der fremkaldte mange lovtaler fra de tilstedeværende gæster. Kongen af Sveriges store planer omtaltes med megen anerkendelse, og man var enig om, at de ufejlbarlig vilde være blevne kronede med held, hvis ikke opröret i Finland var kommet imellem. Man roste meget de svenske troppers tapperhed og kongens personlighed, der fremdeles tvang Sveriges naboer til at „barrikadere sig“ imod det. Man var i den grad begejstret, at værten råbte, at det var nödvendigt at drikke den svenske konges skål. Imidlertid betænkte han sig först og sagde, at forinden måtte man vel drikke for sin egen konge. Dette
