Faktiske oplysninger indeholdt det ikke, derimod en del lovtaler over den dansk-norske regerings politiske klogskab. Imidlertid vandt han ikke bifald hos denne. Grev Bernstorf lod ham vide, at han helst burde have afholdt sig fra at give Martinau svar, og Bülow, som igen var tolk for kronprinsens meninger, syntes også, at der var vist Martinau for megen ære.[1]
Martinaus brev var skrevet 4 Oktober og Moltkes den fölgende dag. Adlersparre forblev efter dette i Kristiania til den syvende om aftenen. Han havde tænkt på at göre en rejse langs Kristianiafjordens vestlige bred lige til Frederiksværn for at undersöge, hvad her foregik; men på Martinaus forestillinger frafaldt han denne plan, da en sådan rejse, hvis den skulde göre nytte, vilde kræve forholdsvis megen tid.[2] Han rejste nu i det sted langs den östlige bred over Moss, Frederikstad og Frederikshald. Til det sidste sted fik han endog af Haxthausen et anbefalingsbrev til general Mansbach, hvori denne anmodedes om at lade ham bese den hele fæstning, for, som Martinau formodede, derigennem at lade Svenskerne få vide, hvor vel rustet man var, og på den måde bidrage til at forhindre alle fiendtlige skridt fra deres side. Han troede nemlig, at de norske embedsmænd såvel civile, som militære, havde meget imod en krig i denne
- ↑ Såvel Moltkes som Martinaus brev er trykt hos L. Daae, Af Johan von Bülows papirer, s. 69–74, efter udaterede afskrifter. Mellem Martinaus rapporter i udenrigs-ministeriets arkiv findes begge i en fra den trykte lidt afvigende form; i texten er fulgt den i disse afskrifter angivne datering.
- ↑ Som påskud for en sådan rejse skulde man have anvendt den svenske konges behov af transportskibe for sin expedition til Ostende, når han rykkede mod Frankrige. Martinau lod også, som om han havde i kommission at skaffe sådanne, og satte sig i den anledning i forbindelse med en mægler, men det blev denne forbudt at befatte sig dermed.
