manden, medens det efter almindelig skik og brug var værten, som skulde drikke först. Således kom nu Moltke til at drikke först for Adlersparres heldige hjemrejse.
Adlersparre medbragte til Martinau en ordre fra kongen om, at han skulde forlange forklaring af hensigten med de krigerske foranstaltninger, som nu bleve trufne i Norge, – en for Martinau meget kærkommen ordre, idet han derved fik den altid eftertragtede anledning til at optræde som diplomat.
Ifölge denne kongens befaling skrev Martinau straks et brev til stiftamtmanden, hvori han udtalte sin bekymring over de fiendtlige forberedelser, som bleve trufne fra norsk side, da han måtte tro, at disse vare rettede mod hans fædreland; stiftamtmanden kunde derfor ikke med billighed fortænke ham i, at han sögte oplysninger herom, da ellers hans overordnede kunde bebrejde ham, at han havde undladt at opfylde sin pligt. Som konsul, altså udelukkende anerkendt som handelsagent, var Martinau ikke berettiget til at forlange nogen oplysning af denne art, og selv om han havde indehavt en diplomatisk post, vilde han ialfald ikke havt formel adgang til at henvende sig til andre end udenrigs-ministeriet. Dette må han selv have vidst så godt som nogen anden, og det er af den grund ikke urimeligt, at han ikke alene har været forberedt på at blive afvist, men at han endog har ventet og önsket det.
For stiftamtmanden var der ikke vel noget andet at göre end at negte enhver forklaring. Der kunde blot være tvivl om måden, hvorpå en sådan afvisning helst burde foregå, mundtlig eller skriftlig. Moltke valgte det sidste, måske tildels af hensynet til, at han kunde komme med nogle politiske deklamationer og skrive en diplomatisk note. Hans svar var også affattet i en tone, der tydelig viste sig at være ne efterligning af den diplomatiske eleganse i stilen.
