den svageste tilgang, og to chebeker, hvormed man kunde gå ud på undersögelser. Dette er en rigtig gengivelse af indholdet af min samtale med denne general, hvis senere gentagelser overbeviste mig om, at han havde sagt alt og nu var udtömt. Jeg har senere erfaret, at den omtalte pram på 18 kanoner er forulykket, da den for nogle dage siden skulde gå over fra Frederiksværn, uden at man endnu har hört det mindste derom, og at også den ene af chebekerne er sunken; alene mandskabet er reddet, alt det övrige er gået tilbunds. Denne expedition er altså ligeså uheldig, som den i 1788 var på den samme kant. Fra Moss rejste jeg til Frederikstad og Frederikshald, hvor jeg fandt alverden aldeles forbauset over det, som foregår: at det dog er skrækkeligt, at kongen af Sverige ikke kan lade dem være i ro, og at de således ere tvungne til bestandig at være på sin post. Jeg har forsögt at overbevise dem om det modsatte, og at det lille, hvorover de vare opskræmte, sigtede på Frankrige, idet det gjaldt den store koalition, hvoraf de selv skulde være medlemmer, hvis den kom istand. Disse mine forsikringer have beroliget dem en smule; men fremfor alt bidrog hertil den med sidste kurer modtagne efterretning om, at de svenske regimenter, som under påskud af mönstringer skulde samles 18 September, havde fået kontraordre om, at de endog skulde være fritagne for kirkeparaden. Da Strömstad lå så nær, rejste jeg også hid, for at se, hvorledes man her tog forholdene. Min ankomst blev, som et dårligt varsel, bekendt over den hele by i mindre end fem minuter: jeg havde et helt hof omkring mig af nysgærrige: borgermesteren, brænderiforstanderen, tolderen, to koffardiskippere, kronofogden og apotekeren. Man var meget betænkelig over naboernes truende forberedelser. Jeg foreholdt
