dem, at dette var en utidig frygt, som tog vindmöller for hære; det var kun en frugt af den sædvanlige danske underfundighed for at göre os forhadte hos det menige folk i Norge. Man har forsikret mig, at man da vidste med sikkerhed, at der i nærheden af Frederikstad byggedes et bassin eller en havn for deri at stationere en flotille.“
Således har Martinau fremstillet sagen, og general Mansbach må efter dette have udtalt sig temmelig ligefrem om, at man ikke var uden betænkeligheder over den holdning, som hans konge indtog, og at dette måtte foranledige rustninger i Norge. Da det ikke kan antages, at Martinau skulde have indladt sig på at opdigte noget, der ikke var sandhed, må man gå ud fra, at der er faldt ord, som af ham kunde udlægges på denne måde. Han må også selv på sin videre rejse eller efter sin tilbagekomst til Kristiania have beklaget sig over de foranstaltninger, hvorom han var bleven underrettet på Moss, og sagen vakte derigennem en temmelig stor opsigt. Der kom endog rygter derom lige til Köbenhavn, hvor man i regeringskredsene troede, at Moltke, Mansbach eller en anden af de på Moss tilstedeværende gæster havde behandlet Martinau på en uforsigtig måde, og da Moltke herom fik underretning, fik han det straks meget travlt med at fralægge sig alt sådant. I et langt brev til Bülow, dateret 22 Oktober 1791, fremstillede han det forefaldne for denne, men benegtede med bestemthed, at der var gjort noget, som kunde krænke Martinau eller give anledning til, at denne fattede grundet mistanke. Navnlig var han bestemt på at fralægge Mansbach alt sådant, og han kan derfor ikke have havt nogen tanke om, at denne havde været uforsigtig. Derimod troede Moltke, at Martinau havde talt med de tilstedeværende yngre officerer af jægerne eller dragonerne, og at disse havde fundet en fornöjelse i at foröge den frygt
