kom frem med hele sit politiske kram: at man vidste, at kongen af Sverige, et ligeså omfattende, som foretagsomt geni, tænkte på at tage hævn, at hans frygtelige flåde og hans nu krigsvante hær vare meget skikkede til at udföre en plan, som en gang skulde være undsluppen denne suveræn, hvorefter Glommens bred var den naturlige grænse mellem de tvende riger. Derved vilde mellem andre smukke besiddelser kongen af Sverige også blive herre over Röros, fæstningerne Frederikstad og Frederikshald m. m. Uden at ville fæste sig ved disse ting, som endnu kun tilhörte tankens verden, vidste man med sikkerhed, at der i Venersborg bagtes bröd til hæren, at regimenterne havde ordre til at holde sig marschfærdige, at man byggede nye, ikke dybtgående kanonbåde, at der på Ekholmen i Venern ophobedes en stor mængde skibstömmer for over 100,000 rdl., at man udsögte alle brugbare eketræer, som fandtes i riget, at der i dette år ved Stockholm afholdtes en extraordinær lejrsamling, at man tænkte på at flytte en stærk afdeling af roflotillen til Marstrand, hvilken derfra kunde foretage strejftog ind i de norske farvande, at den store og den lille flåde kun vare halvt desarmerede, at magasinerne fra den sidste krig endnu existerede, og endelig, – at alle disse hensyn måtte fremkalde en grundet mistanke og tvinge til at tage sikkerheds-foranstaltninger, ved at forstærke antallet af tropper i denne sydlige, mest udsatte del af landet, ved at trække sammen de to hvervede regimenter, det söndenfjeldske og det nordenfjeldske, at istandsætte varderne (et slags signaler med at optænde ild fra höjde til höjde over hele landet for at varsle en fiendes ankomst), at sörge for Frederikshalds sikkerhed imod en overrumpling ved at hente fra Frderiksværn en skytpram på atten kanoner af svært kaliber for at lægge denne ved
