for et muligt fredsbrud, som derved fremkaldtes hos de höjere norske embedsmænd, og som Martinau snart bemærkede. Efter hans rapporter blev også den i Frederiksværn stationerede roflotille fuldstændig udrustet, som man antog, for at sendes over til Frederikstad, hvorimod det ikke lykkedes ham at komme under vejr med; hvorvidt det påtænktes at indkalde regimenterne. Dog antog han, at ordrerne hertil vare tilstillede vedkommende chefer i al hemmelighed. Dette skulde efter Martinaus mening være afgörende beviser for den lave mistillid, hvormed man i Norge og Danmark betragtede hans konge, – en mistillid, der var så meget mere uforklarlig, som denne netop selv – efter hvad man fortalte i Kristiania – skulde have inviteret sig til fadder hos kronprinsen for det barn, hvis födsel var nær forestående. Alene et sådant rygte stod for Martinau som et aldeles overbevisende vidnesbyrd om renheden af hans hensigter.
Dog var man ikke i den grad optagen af Gustav IIIs virkelige eller foregivne planer, som Martinau enten selv troede eller i sine rapporter til hjemmet vilde give det udseende af. Ialfald havde både stiftamtmanden og andre höjere embedsmænd god tid til at more sig, og da Bernt Anker i September fik sin Ostindiefarer hjem, og denne lå ved Moss, inviterede han Moltke, Wessel, Haxthausen og Kaas ned til sit derværende jærnverk. Der var en del damer og forskellige af Kristianias yngre kavalerer med i selskabet, da det var bestemt, at der skulde danses. Man morede sig godt, og stiftamtmanden blev selv på Moss fra Lördag til Torsdag. Ingen synes at have tænkt på forretninger.[1]
Dette vilde imidlertid ikke Martinau tro. Han stod i den formening, at ligesom en del af selskabet allerede i
- ↑ L. Daae, Af Johan von Bülows papirer, s. 73.
