Efterat Gustav III var vendt tilbage til Sverige, toge
rygterne om hans hensigter en ny vending. Det var ingen
hemmelighed, at han fremdeles omgikkes med meget vidtrækkende
planer til at optræde som forsvarsmand af de
truede monarkiske grundsætninger og knuse den revolutionære
tidsånd gennem en koalition, der var stærk nok til at sætte
sin vilje igennem. Fra Köbenhavn kom der således stadig
til Kristiania efterretninger om, at han meget snart agtede
at foretage en ny udenlandsrejse med dette mål for öje.
Snart hed det sig, at denne anden rejse skulde gælde. St.
Petersburg, snart, at han allerede var på vejen til dette
sted, og snart, at han vilde stille sig i spidsen for et korps
på 10,000 kosakker, 16,000 Hessere og 6000 svensker for
dermed at marschere mod Frankrige.
Men medens man således stadig hörte om, at hans planer for tiden nærmest vare rettede mod den franske revolution, havde dog den dansk-norske regering fremdeles betænkeligheder for, at Gustav III også tænkte på at benytte lejligheden til at kaste sig over Norge eller Danmark. Det fortaltes nemlig også, at der i Sverige blev truffet foranstaltninger, om hvilke man måtte antage, at de vare rettede imod disse riger, idet der byggedes nye kanonbåde på Venern, holdtes samlinger af de langs grænsen liggende regimenter, og at magasinerne forsynedes; skönt disse forholdsregler ganske vist kunde være beregnede udelukkende på forsvar, ligesom de tilsvarende, der tidligere vare trufne i Norge, var man dog også fra för i tiden af vant til, at den svenske konge kastede sine öjne mod Vest. Sådanne foranstaltninger vare derfor i Gustav IIIs tid langt mere mistænkelige, når de bleve trufne östenfor rigsgrænsen end vestenfor denne. De retfærdiggöre også – hvis de efterretninger, som man derom havde fået i Norge, virkelig vare sande – aldeles den frygt
