marsch. I selve landet var der megen misfornöjelse, og da den urolige konges planer mod naboriget ikke længere vare nogen hemmelighed, kunde man jo godt tænke sig, at han vilde aflede den indre gæring ved at åbne en erobringskrig. Martinau var heller ikke selv aldeles sikker på, hvad han under disse forhold skulde tro. Kongens hurtige hjemrejse fra Aachen gjorde det efter hans opfatning ganske sandsynligt, at der var kommet noget på, som gjorde hans nærværelse hjemme nödvendig.
Martinau måtte således allerede af hensyn til forholdene i hjemmet, hvor der muligvis kunde forestå vigtige begivenheder, være på sin post. Han troede imidlertid også, at stemningen i Kristiania atter var bleven mere revolutionær, og indberettede således i en rapport af 6 August 1791, at der blot udfordredes en ganske ubetydelig begivenhed for at fremkalde et formeligt oprör. Som bevis herpå fortalte han fölgende: En skomager havde mistet to skilling, og da han mistænkte en læregut for at have taget disse, stængte han denne ned i en kælder for på den måde at tvinge ham til at gå til bekendelse om tyveriet. Men gutten gav sig ikke så let. Han fik revet nogle stene ud af kældermuren og således dannet et hul, hvorigennem han stak hovedet ud og råbte til de forbigående om, at de måtte hjælpe ham. Folk strömmede til; man stormede ind i huset og greb skomageren, der skrålede som en besat. På hans skrig kom politiet til; men da folkemassen med bestemthed erklærede, at man skulde sætte gutten i frihed og arrestere skomageren, vovede politimesteren ikke at göre andet. Da mængden adskiltes, gav den först sin glæde tilkende over den indflydelse, folket på denne måde havde lagt for dagen. Martinau så heri et udtryk af „klubbokratiets“ magt, der var så stor, at ingen politimester mere var sikret mod at klynges op på en lygtepæl.
