uniform og porte d’épée. Dette var noget, hvorpå der lagdes megen vægt, da det gav stillingen en militær anseelse, som igen virkede tilbage på indehaveren, selv om denne forinden sin udnævnelse kun havde været handelsbetjent. Som et mærkeligt exempel anförte Martinau Peter Anker, som fra köbmand var bleven general-konsul i London og derpå general-major og kommandant i Trankebar, hvad han fremdeles var.[1] Dertil kom fremdeles, at man i Kristiania gik ud fra, at Martinau var en mand, som besad Gustav IIIs fulde tillid, hvilket gav hans post en diplomatisk anseelse, hvorpå han satte en overordentlig pris, medens han ialfald vilde give det udseende af, at livets övrige tillokkelser, som vin, spil og kvinder ikke havde havt nogen tiltrækningskraft for ham.
Fra udenverdenen kom der under denne rolige tilstand i Kristiania allehånde opsigtvækkende efterretninger. Man hörte om den franske kongefamilies flugt for at undgå demokratiets og national-forsamlingens tyranni; det fortaltes, at ligesom Monsieur og Madame vare komne lykkelig frem til Mons, befandt kongen og dronningen sig i sikkerhed i Brüssel, og imidlertid ventede man, at de næste efterretninger fra Paris vilde melde om et forfærdeligt blodbad. Ingen vidste rigtig, hvad man skulde tro, og man imödeså derfor med foröget længsel enhver ny ankommende post.
Under disse forhold fik man i Kristiania göre bekendtskab med en af forlöberne for den ström af franske emigranter, som snart skulde oversvömme Europa. Det var den forhenværende ambassadör og statsminister, grev de Saint Priest med sin gemalinde, som 27 Juni 1791 med et norsk skib ankom fra London. Greven var efter Martinaus beretning
- ↑ Dette var dog ikke aldeles rigtigt. Se Ankers biografi i Historisk tidsskrift, förste række, I, s. 273 flg.
