kun at skulle være til troppernes indövning, hvorom dog mange troede, at den også skulde være til modvægt mod de svenske tropper, som antoges at være samlede på den anden side af grænsen. Der var også udbredt et rygte om, at man kunde vente et besög af kronprinsen, når lejren trådte sammen; det viste sig dog snart, at dette ikke havde været grundet. For övrigt var der flere ting, som tydede hen på, at man ikke i Norge omgikkes med krigsplaner; således bleve soldaterne hjempermitterede fjorten dage tidligere, end det ellers var brug. Sålænge Gustav III var i Aachen, var der jo heller ikke nogen påtrængende grund til at holde hæren samlet og kampfærdig.
En grund til, at Martinau i denne sommer var mindre skrivende, end han tidligere havde været, må sandsynligvis söges deri, at han var meget sygelig. Han lejede sig et landsted, en fjerding udenfor byen, hvor han kunde nyde den friske luft, drikke Spavand og filosofere over den lange rejse, som han snart, efter hvad hans höjre lunge varslede ham om, måtte være beredt på at göre. Så skrev han selv i et brev af 25 Juni 1791, og hvis han har kunnet vedligeholde den overlegenhed, hvormed han imödeså sit nærforestående endeligt, lige til det sidste, må han i dette punkt have havt adskillig lighed med sin konge. Men medens han således forberedte sig på döden, sysselsatte han sig også med sine jordiske anliggender. I det anförte brev skrev han således i en meget spögende tone om den agtelse, som han havde erhvervet sig i Kristiania, både som privatmand og offentlig funktionær. Hvad det förste punkt angik, da mente han, at denne var erhvervet derved, at han altid havde betalt med rede penge og af og til holdt middage. Som offentlig mand kunde han stötte sig til et reskript, der gav alle danske general-konsuler obersts rang og tillod dem at bære söofficers
