mest yndede svenske sange, som „Gustafs skål“, „Förgäfves i mörkret“ eller andre. Det var imidlertid en ganske anden, som Martinau fandt var valgt med liden omtanke og ikke gjorde den svenske smag nogen ære. I stedet for „Jerikos belejring“ mente også Martinau, at abbeden burde givet sine norske tilhörere „Frederikshalds belejring“, hvorved da også orgelspilleren ved et stærkt kanonskud kunde have forfærdet sit publikum over den helts fald, hvis efterfölgere de fremdeles frygtede. Herom vilde dog abbeden, da Martinau foreslog ham det, ikke höre tale, da han kun gav kirkekoncerter, hvor sådanne numere ikke vare på sin plads. Martinau blev stödt over dette afslag og svarede barsk, at en mand med abbedens talenter kunde göre alt, selv „belejringen af en sofa“, tiltrækkende. Fra det öjeblik af var der i nogen tid et spændt forhold mellem Martinau og abbeden.
Opholdet i Kristiania var ikke meget indbringende for abbeden. Martinau anslog indtægten af hans tre förste koncerter til 800. rdl., men da Vogler rejste, fortalte han henla at udbyttet ikke en gang havde været halvdelen af denne sum. Det koncertsögende publikum bestod næsten udelukkende af de höjere klasser, som indfandt sig ved sådanne underholdninger, fordi det var moderne. Af den bedre middelstand sögtes koncerterne kun i sjeldnere tilfælde og af den mindre dannede aldeles ikke, medmindre man af hensyn til dem slog prisen ned fra 48 til 8 skilling. Vogler rejste 18 Maj fra Kristiania til Göteborg og sagde da, at han ikke vilde optræde i det övrige Norge, forinden kongen rejste udenlands, da han også vilde få sin frihed. Martinau mentes at abbeden omgikkes med planer til at blive apostolisk vikar i Norge.
Samtidig med Vogler gæstedes også Kristiania af en repræsentant for en lavere kunstart, jonglören Alberti, der
