megen höflighed og hverken arresteret eller på nogen anden måde forulempet.
På denne måde gik det udover våren; medens Europa var spændt på at se udfaldet af de daværende politiske forviklinger, der på forskellige punkter af jordkloden truede med at fremkalde en almindelig krig, var man i Norge og navnlig i Kristiania stærkt optagen af sit forhold til naboen i Øst og den mulighed af et fredsbrud, hvorpå man troede at måtte være forberedt fra den kant. Der blev fremdeles arbejdet på at sætte fæstningerne i forsvarsstand, og skönt Martinau ikke var så heldig at få nærmere rede på detaljerne af de foranstaltninger, som nu bleve trufne, var han dog vidende om, at man sögte at sikre sig. I et brev af 30 April 1791 udkastede han endog, uden at anföre noget til stötte for en sådan påstand, den formening, at man måske med alle sine krigerske foranstaltninger tilsigtede et angreb på Sverige. Hvad han vidste, var i virkeligheden ikke andet, end at Haxthausen, der fremdeles var general-krigs-kommissær, stadig rejste frem og tilbage, at magasinerne pludselig vare blevne forsynede, og at der var kommet underhånds befalinger til alle chefer om at have sine regimenter fuldtfærdige til förste Maj.
Fra begyndelsen af Maj måned blive Martinaus breve og rapporter overmåde magre. Det er, som om han tiltrods for alle anstrængelser for at få fat på opsigtvækkende nyheder og udspionere, hvad der foregik i Norge, ikke har kommet over noget nyt, der kunde frembyde politisk interesse, og som en fölge deraf er der i de nærmest påfölgende måneder ikke meget i hans breve, som er værd at omtale. Hertil hörer aldeles ikke den smule efterretninger eller betragtninger fra politikens verden, som findes i dem. Det mest interessante er, hvad han fortæller om de kunstnere,
