ter gik, som han spögende bemærkede, ned til frysepunktet, og han befandt sig aldeles afspærret fra al selskabelighed, uagtet denne gang det gode forhold mellem ham og stiftamtmanden i det ydre blev bevaret. Det var, som om man i de selskabelige sammenkomster både frygtede hans ören og hans öjne! Han var stolt over, at der tillagdes ham så megen betydning, men synes dog heller ikke at have fölt sig sig aldeles vel ved at leve i en sådan afspærring som den, hvori han nu befandt sig på grund af de politiske omstændigheder. Samtidig fordoblede stiftamtmanden sin opmærksomhed mod mistænkelige. Der var således en stor politisk skvadronör i Kristiania, en fyrverker Selmer, som på et beværtningssted havde udtalt sig meget frit og derved nu pådrog sig ubehageligheder. Han skulde have sagt, at han gærne skulde se Svenskerne i Norge. Den tilrettevisning, han i denne anledning matte tage imod, bragte andre til at være mere tilbageholdne og skal navnlig have övet en dæmpende virkning på medlemmerne af de klubber, som da vare oprettede i Kristiania.
At man til denne tid overalt troede at opdage svenske spioner, var under disse omstændigheder en naturlig fölge af den mistillid, hvormed man betragtede den svenske konges hensigter. Det hed sig, at der i omegnen af Kristiania skulde opholde sig to forklædte svenske officerer, og da der ankom en falleret köbmand fra Skara, ved navn Lindström, blev han straks genstand for mistanke. Det var en mand med et udpræget ydre og statelig holdning, og da han gik i en blå kappe, har man formodentlig deri troet at finde end flere grunde for en mistanke om, at han var en af disse officerer. Stiftamtmanden lod ham hente til sig ved politimesteren og underkastede ham et forhör, hvoraf der dog ikke kom noget ud. Lindström blev derfor også behandlet med
