det til enhver tid kunde være beskyttet mod det förste angreb af en urolig nabo.[1]
Om disse stiftamtmandens forholdsregler var Martinau fuldstændig underrettet, og han mærkede af den tilbageholdenhed, som nu atter vistes ham; at han ikke længere var vel seet. Hvad han vidste eller troede at vide, blev öjeblikkelig indberettet til Stockholm; men uagtet det af enkelte antydninger synes, som om man i Sverige ikke havde havt noget imod, at der foretoges et angreb fra norsk side for derigennem at få anledning til et lignende, var dog det, som Martinau på denne måde kunde indberette, ikke synderlig meget, idet man i Norge udelukkende indrettede sig på forsvar. Man ventede her, som Martinau skrev, at angrebet vilde komme fra Sverige, og uagtet ingen havde kunnet gennemtrænge Gustav IIIs planer, betragtede man ham dog som örnen, der svævede om i luften i majestætisk ro, medens han betænkte sig på, hvor han skulde vælge sit bytte. Man frygtede efter Martinaus udtalelser endog for, at hans konge skulde genoptage den plan, som man tillagde Peter III, om at jage kongen af Danmark til Trankebar, og at han i dette öjemed skulde forene sig med Rusland. Martinau fortalte endog, at der var dem, som mente, at man nu fik lönnen, fordi man i 1787 havde afvist Gustav IIIs imödekommen, idet da de skandinaviske flåder i forening havde været stærke nok til at göre det aldeles af med den russiske.
I de sidste dage af Marts 1791 foretoge medlemmerne af det norske generalitets-kollegium en rejse til Moss, hvorhen også stiftamtmand Moltke og general Hesselberg begave sig. Øjemedet med denne sammenkomst var at overlægge om, hvad man skulde göre, hvis Gustav III foretog noget
- ↑ L. Daae, Af Johan von Bülows papirer, s. 51 flg.
