höjtstående og udmærkede mænd i tvende stater. Det præg af upålidelighed, som han havde pådraget sig ved sine letsindige streger i sin ungdom, forlod ham aldrig. Han har utvivlsomt været i besiddelse af talent; men dette kom aldrig til at anvendes i gavnlige öjemed, da hans fuldstændige mangel på karakter berövede ham al holdning. Fra begyndelsen til enden var han en æventyrer, der gjorde stadige anstrengelser for at hæve sig op til en stilling, der lå for höjt for ham, og som han aldrig kunde nå. Hans vekslende livsforhold ere imidlertid ikke uden sin interesse, og navnlig frembyde de meget, der kan give bidrag til en karakteristik af den tid, hvori en sådan personlighed kunde færdes i de höjeste kredse og blive benyttet i vigtige hverv.
I begyndelsen af året 1791 var der i Kristiania atter kommet krigsrygter i omlöb. Stiftamtmand Moltke, der nærede en meget dybt indgroet mistanke til Gustav IIIs hensigter, fandt disse af den beskaffenhed, at han sendte spejdere til de svenske grænsebyer, som Venersborg og Kristinehamn, for derfra at skaffe sig underretning, om der foretoges rustninger. Hvad han derigennem fik at vide, blev igen indberettet til regeringen i Köbenhavn, og skönt dette tildels var beroligende, anså Moltke det alligevel for sin pligt at advare regeringen mod at hengive sig til altfor stor tryghed, hvor den havde at göre med en sa uberegnelig modstander som Gustav III. Han traf af denne grund selv på egen hånd de förste foranstaltninger til at sikre landet mod et pludseligt overfald, navnlig ved at forsyne magasinerne, og undlod ikke at indprente nödvendigheden af, at man satte Norges fæstninger, militærvæsen og lokale söværn i en sådan stand, at
