benhavn, og han befandt sig allerede i 1794 i stor forlegenhed, uagtet han da havde en pension af det danske udenrigs-ministerium. Da han nu sögte om at optage et lån på 6000 rdl. for at dække sin underballanse, fik han 15 Januar 1795 grev Bernstorfs garanti for, at långiveren hvert år skulde erholde en tilbagebetaling af 1000 rdl., der skulde tages af Manderfelts „livrenter“, som passerede gennem hans hænder, dog ikke længere, end Manderfelt var i live. Men denne garanti hjalp dog ikke, da ingen vilde låne de forlangte penge til en så lidet anseet person, og Manderfelt måtte på ny henvende sig til grev Bernstorf, for at få pengene lånt af statskassen. Grev Bernstorf tog sig også denne gang af hans sag og sendte andragendet til finans-kollegiet med en anbefaling. Hvad dette besluttede, vides ikke.[1]
Efter sin tilbagekomst til Sverige betrådte Manderfelt atter et par gange forfatterbanen. I 1809 udkom der fra hans hånd to småskrifter, „Svenska folkets röst till sina fullmägtige ved rigsdagen 1809“ og „Sändebref till rikets lagstiftare“. Samme års höst var han atter ude med forsög på at genoptage sin gamle virksomhed som svensk spion i Norge og udspredte rygter om, at han af Karl XIII var sendt over til dette land for at virke i hans tjeneste. Kongen fandt det i den anledning nödvendigt at meddele Adlersparre, at det hele var en opdigtelse, og bede ham om at göre alt, hvad han kunde, for at dementere Manderfelts fortællinger, så meget mere, som denne en gang i Sverige havde været dömt for „uppenbar tjufnad“. Det var de gamle synder, som fremdeles gik igen; det hjalp.ikke Manderfelt, at han havde trængt sig ind på konger og prinser og de mest
- ↑ Grev Bernstorfs garanti og Manderfelts andragende i rigsarkivet (Finans-kollegiet).
