dring, den mand, der ved konduite og retskaffenhed nöd kongers agtelse og venskab“ o. s. v. Der mindedes også med det samme om den lykke, Manderfelt havde gjort i 1788 ved sit da udkomne skrift, „folkets röst til kronprinsen“, der i det literære tidsskrift „Kritik og antikritik“ var blevet „meget höjtidelig anprist“ af en af Danmarks „mest fortjente lærde“. Manderfelt havde ganske vist den gang å været anonym, som også er bemærket s. 113 i det foregående; men da skriftet havde gjort en vis opsigt, og der var kommet rygter ud, hvorefter etatsråd Colbjörnsen, etatsråd Anker eller justitsråd Willemsen skulde være dets forfatter, så hed det sig straks, at Manderfelts beskedenhed forböd ham at lade disse udmærkede og af ham selv höjtagtede mænd bære ansvaret for de mangler, hvorunder hans lille bog led, og han sörgede derfor også i et på den nævnte recension i „Kritik og antikritik“ udgivet svar for at give publikum vink om den rette forfatter, hvilke ikke kunde misforståes.[1]
Med besöget i Stockholm kan Manderfelts rolle betragtes som udspillet. Hans brevveksling med Gustav III blev snart efter stanset. Det sidste brev, der kendes fra Manderfelt til kongen, bærer datum 3 Marts 1791; det synes, som om dettes tone bærer præget af den tvivl, hvori han da svævede, om han længere var vel seet. Manderfelts senere liv var mindre bemærket. Han levede i Köbenhavn, indtil hans hustru i 1804 (?) afgik ved döden, og flyttede så tilbage til Sverige, hvor han döde i 1813 i Venersborg. Den formue, hvoraf han gennem giftermålet med fru Ackeleye var kommen i besiddelse, må temmelig snart være medgået under det luxuriöse liv, som han förte i Kristiania og Kö-
- ↑ De her anförte oplysninger om Manderfelts literære bedrifter skyldes alle rigsarkivar Birkelands velvillige meddelelser.
