Danmark, vunnit adelskap och fullmagt af kongl. svensk landtråd.“ Om grunden til hans ophold i udlandet og om beskaffenheden af hans adelskab, der vistnok har været mere end tvivlsomt, oplystes intet. Oversættelsen ledsagedes også af andre reklamer, om den ganske ualmindelige opsigt, som skriftet havde gjort i Köbenhavn, og hvorledes det var bleven oversat på flere fremmede sprog. Manderfelts literære protektor generede sig ikke en gang ved at optage som en anbefaling det yderst bombastiske avertissement, hvormed skriftets udgivelse först var anmeldt i Köbenhavns adresseavis – og det uagtet dette allerede havde fremkaldt en skarp protest i no. 23 af brödrene Berlings ugeskrift, „Nyeste Köbenhavnske efterretninger om lærde sager for år 1790“. I dette avertissement, som skulde være indrykket at Manderfelts „kommissionær“, omtaltes bogen om den falske politik og de slette administrationer som „et af de læseværdigste skrifter, der måske nogensinde har forladt vore presser; förste afdeling af et verk, der vil gavne Europa, göre Danmark ære og for dets vigtighed og skönne udförelse altid blive et klassisk arbejde!“ Den forfatter, som i de Berlingske efterretninger henledede opmærksomheden på charlataneriet, bemærkede, at „denne tossede ros og dette uhörte praleri er så meget mere ublu, da skriftet intet indeholder uden de almindeligste hverdagstanker, fremsatte i deklamatorisk tone; og disse loci communes, som koste en rigsort, udgöre blot halvfjerde ark vidlöftig tryk!!!“ Manderfelt lod i anledning at dette angreb trykke en „antikritik“, hvor der ikke sparedes på grovt skyts mod hans modstander og ros over ham selv, „den mand, der i sit et og tyvende år ved de sjeldneste talenter i en time udrettede store ting hos et helt riges repræsentanter, den mand, der ved sine mesterstykker af taler vandt nationers beun-
