mester i charlataneriet. Han fik således ind i aviserne forskellige notitser om sin egen person, hvori der ikke var sparet på ros. Han var nu den literære mand, som utrættelig arbejdede for at fremkalde en mere levende forbindelse mellem den svenske og den dansk-norske literatur. I „Historiska Bokhandelns almänna tidningar“ for 20 Januar 1791 forkyndtes således Manderfelts afrejse fra Stockholm i en liden notits, der neppe har været uden påvirkning af ham selv, og som endte med, at han måtte fortjene alle „svenske literatores högaktning ock taksamhet, då denne vittre man använder sina lediga stunder äfven till utbredande af svenska snillets kännedom och lof på utländsk botn.“ Hans navn var ved samme anledning bragt i nær forbindelse med Suhms, idet han med denne og flere andre höjtanseede forfattere og videnskabsmænd skulde arbejde på et fællesorgan for de to literaturer. Dette var allerede annonceret i det foregående numer af samme blad, hvor Manderfelts navn paraderede som det andet på listen over medarbejderne, efter Suhms og foran Ove Mallings! Endnu forinden han var kommen til Stockholm, havde han også ladet sin ros gå i forvejen. I „Stats-skrifter eller bilagor till almänna tidningarne“ for 16 Oktober 1790 havde han således fået ind en oversættelse af sin nyeste danske bog, „Falsk politik og slette administrationer kappes med tidernes fordærv at ödelægge stater.“ Dette skildredes nu som „en ypperlig skrift af en ypperlig penna“, og redaktionen benyttede med det samme lejligheden til at erindre om en tale, som Manderfelt, den gang endnu kun Ingman, havde holdt på rigsdagen i 1772, og om det „æresminde“, som han havde forfattet over Johan Banér. Det oplystes også, at denne aldeles udmærkede mand senere hen havde „uppehållet sig utrikes, och nu slutel. nedsatt sig uti
