for öje og af hensyn til disse har villet indbilde kongen, at han var en ganske ualmindelig nyttig mand.
Manderfelt måtte også selv indberette til Gustav III allehånde træk, der ikke styrkede hans egne udtalelser. Medens han arbejdede på at beröve prinsen af Hessen hans indflydelse, viste der sig nemlig flere tegn til, at denne snart vilde blive endnu större, når det lykkedes ham at bringe istand det giftermål mellem sin datter og kronprinsen, hvorom der længe havde været tale. Hvor ubehageligt dette end måtte være for Manderfelt, kunde han dog ikke lade være at indberette det. Men uagtet dette fortsatte han sine diplomatiske skriverier, som dog ikke nu mere kunne have været til megen nytte for Gustav III, efter at det havde vist sig, at deres forfatter ikke magtede at opfylde de forhåbninger, som han selv havde fremkaldt. Manderfelt fandt derfor også snart selv, at han ikke havde valgt den heldigste fremgangsmåde, og slog ind på en anden politik. Imod slutningen af året dukkede han pludselig op i Stockholm, som talsmand for en nordisk trippel-allianse mellem den dansk-norske stat, Sverige og Rusland. Lykken fulgte ham imidlertid ikke i hans diplomatiske foretagender, og denne nye plan tjente kun til end yderligere at svække hans stilling. Han var vel kendt i Stockholm, og om han også i lang tid havde været fraværende – af gode grunde, viste det sig dog, at han ikke var glemt. Manderfelts navn kunde ikke stötte nogen politisk plan, og den hele allianse blev til intet. Gustav III havde ikke mere brug for ham, og grev Bernstorf önskede heller ikke at have for meget at göre med en person af denne kaliber.[1]
I Stockholm optrådte Manderfelt for övrigt som en övet
- ↑ Hellstenius, anf. st. side 41.
