Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, første Bind (1877).djvu/274

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
270
YNGVAR NIELSEN.

sine egne anskuelser om, hvad der nu var at göre.[1] Efter denne skulde det være hans opgave at arbejde på at beröve prinsen af Hessen den indflydelse, hvoraf denne var i besiddelse, for derefter, når dette var opnået, at give Gustav III fornyet anledning til at optage sine gamle planer. Hertil gav kongen også sit samtykke, og der indlöb nu fra Manderfelt efter dennes tilbagekomst til Köbenhavn en række af indberetninger om, hvad han foretog sig for at opnå, hvad der var sat som det förste mål for hans anstrengelser. Det synes, som om Manderfelt först havde lagt an på at vinde Johan von Bülows bevågenhed og derpå gennem ham havde skaffet sig adgang til kronprinsen.[2]

Hvis det er sandhed, hvad Manderfelt beretter i sine breve til Gustav III fra året 1790, må han i denne tid have arbejdet med megen ufortrödenhed i Sveriges interesser og virkelig også have opnået at få del i kronprinsens fortrolighed. Dette har dog neppe været muligt uden at göre ham tjenester, hvorom han ikke vel kunde underrette sin egen konge. Manderfelt havde flere gange samtaler med kronprinsen, der, efter hvad han derom fortæller i sine breve til Gustav III, have havt et meget vekslende indhold. Han skulde efter disse også have udtalt sig meget ligefrem for prinsen af Hessen og fortæller, at kronprinsen bad ham om ofte at besöge grev Bernstorf, da denne havde megen tillid til ham. Der er imidlertid al rimelighed for, at Manderfelt har udmalet sin egen inflydelse i altfor strålende farver og ved denne lejlighed igen kun har havt sine egne interesser

  1. Hellstenius, anf. st. s. 40 flg.
  2. Martinau havde på denne tid meget ringe tanker om Manderfelt. I et brev af 25 Decbr. 1790 udtaler han sig bl. a. om ham på en meget nedsættende måde i anledning af hans rejse til Stockholm, som vil blive omtalt i det fölgende.