bidrage noget til at hæve den stab af arbejdere, som Gustav III havde valgt for dette felt. De Normænd, som först havde trådt i forbindelse med Armfelt, skulle hele sommeren have fortsat denne og fordrede, da det led mod hösten, at man skulde skaffe dem penge og våben. Men Armfelt vilde ikke höre tale herom og forlangte i det sted garantier fra deres side.[1]
Medens således Armfelt som en forsigtig og övet politiker snart trak sig tilbage efter at have gjort den opdagelse, at Normændenes forhåbninger ikke ganske gik i den samme retning som Gustav IIIs, vedblev Manderfelt at tumle sig i den höjere politik og dertil knytte meget vidtgående forhåbninger for sin egen fremtid. Han stod i den tro, at han aldeles havde narret Gustav III, fordi denne ikke lod ham mærke, at han var gennemskuet. Men det er ufatteligt, at kongen kunde beholde ham i sin tjeneste og benytte ham, efterat han havde fået rede på hans tvetydige færd, og tro, at en så lidet anseet personlighed kunde göre ham nogen nytte. Manderfelt fik nemlig ikke alene den nåde, hvorom han havde anholdt, og blev fri for alle fölger af sine forseelser. Han fik endog titel af landråd, der ialfald i Danmark medförte en höj rang, – og kunde endog forsåvidt gærne have en vis ret, når han optog dette som en indledning til en fremtidig række af forfremmelser i sit fædrelands diplomatiske tjeneste.
Manderfelt havde, da han kom til Karlstad efter kongens ordre, men ikke blev anseet for at være pålidelig nok til at indvies i, hvad Armfelt allerede havde udrettet, måttet nöjes med at udarbejde en „plan“, hvori han udtalte
- ↑ Hellstenius, anf. st. side 42 flg.
