måde må have misforstået sit hverv og overskredet den ham meddelte fuldmagt. Armfelt havde nemlig foreskrevet denne, at han skulde foretage en reise ind i Norge for at undersöge forholdene der og navnlig have sin opmærksomhed henvendt på Röros. Derimod blev det ham strengt forbudt at give noget löfte eller komme med ubetænksomme forslag. Om sine egne forhandlinger på Eda havde heller ikke Armfelt talt et eneste ord; men vedkommende havde alligevel vidst at forskaffe sig oplysninger herom og havde derpå henvendt sig til de Normænd, som havde været tilstede på det nævnte sted, og som nu betragtede ham som Armfelts udsending. Dette stemte aldeles ikke med dennes planer og voldte ham adskillig ærgrelse; men han mente dog, at der ikke var noget derved at göre, og at man fremfor alt ikke måtte lade vedkommende mærke andet, end at man var vel fornöjet med den måde, hvorpå han havde udfört det ham overdragne hverv. Videre höres der ikke for denne gang om Armfelts deltagelse i forhandlingerne med de norske misfornöjede. Derimod erfares det senere, at han i September 1790 atter var i Vermeland for at undersöge sammenhængen med de rygter, som da vare i omlöb om, at der foretoges rustninger i Norge. Det var denne gang zahlkasserer Juel, som i et brev til Låstbom havde henledet opmærksomheden på, hvad der foregik i det land, som han selv havde forladt som en flygtende forbryder.[1] Formodentlig håbede han, at når han understöttede de svenske planer, vilde han også forberede sin egen tilbagekomst til fædrelandet. Han bragte imidlertid ikke held med sig og skulde heller ikke ved sin personlighed
- ↑ Dette omtales i et af A.s breve, der er dateret Karlstad 21 September uden angivelse af noget årstal; det kan altså også være fra 1789 og 1791.
