han var en ganske ualmindelig slyngel, der på en gang var dansk og svensk spion og bedrog begge parter. Det varslede ikke godt for Manderfelts fremtid i Sverige, at kongen allerede nu havde gennemskuet ham og mente, at den måde, hvorpå han optrådte i Köbenhavn, snarere måtte skade end gavne Sveriges interesser. Gustav III var – eller lod, som om han var – aldeles forbauset over, at en person, som netop havde tiltryglet sig nåde, allerede kunde drömme om „at stige höjere, end de störste tjenester og den mest anerkendte dygtighed havde kunnet bringe ham efter treti års arbejde.“ Hvad Manderfelt havde at udrette i Köbenhavn, var efter Gustav IIIs udtalelser i dette brev, at foreholde grev Bernstorf de farer, hvori „den unge mand og hans onkel“. (ɔ: kronprinsen og prins Karl af Hessen) kunde styrte ham, og dernæst at sende efterretninger hjem om alt, som foregik. Dertil föjede kongen endnu fölgende bemærkning: „Jeg håber, at De forstår mig, uden at jeg behöver at sige mere; vore kurerer ere nemlig tvungne til at passere lige ved grænsen. Når vi atter sees, skulle vi tale mere udførligt om denne sag.“ I den grad vilde altså Gustav III være hemmelighedsfuld, at han ikke en gang vilde udtale sig åbent i et brev, der var skrevet i fortrolighed til en fortrolig.
Armfelt forblev ikke længe i Vermeland, men vendte snart tilbage til sin post i den finske hær efter at have aat en anden, hvis navn ikke findes angivet, til at holde öje med, hvad der foregik i Norge. Dette var såmeget mere nödvendigt, som Gustav III til samme tid selv frygtede for, at der kunde foretages angreb fra norsk side på grænseprovinserne, og var forberedt på, at der i et sådant tilfælde måtte træffes foranstaltninger til at skaffe nogle tropper til grænsens beskyttelse. Imidlertid synes det, som om den person, som Armfelt havde ladet tilbage, på en eller anden
