bonde, ved navn Thor Emterud, hvem jeg allerede længe havde kjendt.
Han begyndte med at spörge mig, om jeg havde en vakker hest at sælge ham; men da jeg havde svaret nej, og at denne slags handel var os fuldstændig forbudt, bröd han af med dette emne og gav sig derpå til at tale om kongen af Sverige og om den vise og retfærdige styrelse, som Svenskerne nu havde, som en fölge af deres nye regeringsform, såvelsom om den lykke, som deraf fremgik for dem. Han tilföjede, at kongen af Sverige daglig anvender en time til at modtage bönfaldende, og at han, som regel, selv personlig og umiddelbart giver dem svar, men at ansögninger leveres til en kabinets-sekretær. Jeg sagde ham min mening ligefrem, hvilket bragte os ind i en samtale, der vedvarede lige til Löwenhjelm sagde, at han vilde rejse. Da forlod bonden os, hvorpå Löwenhjelm greb min hånd, trykkede den i sin og sagde: „Hör, min herre! jeg ser, at De er en hæderlig mand, lad os göre det så, at vi kunne handle med heste uden at spörge Danske og Tyske derom“. Da jeg ikke ganske forstod, hvad han vilde sige mig, blev han også selv i begyndelsen lidt forvirret, men fortsatte derpå i fölgende ord: „Gud forbyde, at jeg skulde have villet sige Dem noget ubehageligt! men hvad jeg kan forsikre Dem – og det er en sandhed – er, at det ikke er förste gang, som min konge har hævet en kaptejn op til oberstgraden, og ved alle djævle, skal Du blive oberst, hvis Du vil – lade Dig lede af mine og af deres råd, som lade mig foretage denne rejse. De kække Normænd blive kun betragtede som bastarder af de Danske, der mishandle dem på enhver måde. Afryst dette trykkende åg for i det sted at bære et, som vil være Eder uendelig mere behageligt. Tænk på dette, som jeg nu har
