hver mand, idet han indbildte dem, at kongen af Sverige fremdeles tænkte på at kaste sig over dem, endskönt han da var 150 franske liéues fra grænsen, hvor der ikke var samlet et eneste kompagni af svenske tropper[1]. Man skulde nu maske vente, at det danske hof i den tro, at kongen virkelig havde arbejdet på at få istand en rejsning i Norge, havde forlangt Löwenhjelm afstraffet i henhold til de oplysninger, der skulde være meddelte af en norsk officer. Men dertil var der ikke gjort nogen hentydning. I det sted havde man ladet dette samme aktstykke sende om til alle Europas hoffer, ledsaget af uretfærdige beskyldninger mod Gustav IIIs person. Men – „le monde équitable rendra justice aux principes d’un souverain, qui mérite l’admiration de l’Europe et des procédés plus convenables de la part de son voisin“.
Til det her meddelte udförlige uddrag af disse ejendommelige betragtninger, der gennem sin tone og sit indhold tilstrækkelig röbe sin oprindelse, skal her endnu föjes en oversættelse af den deri påberåbte „déposition prétendue d’un officier Norvégien“, som for en del danner grundlaget for det foregående aktstykkes udfald mod den dansk-norske regering. Dette andet aktstykke lyder således:
„En ganske besynderlig begivenhed foranlediger mig til at meddele Dem, mine herrer, som mine overordnede, fölgende rapport.
Torsdag aften 5 November, ankom hid en svensk kammerjunker, ved navn Löwenhjelm, ledsaget af en svensk
- ↑ Prins Karl af Hessen vendte i April atter tilbage til Köbenhavn, men kom i Juni igen til Norge med sin gemalinde. Udpå sommeren foretog dette fyrstepar en rejse til Trondhjem. Mémoires, 72 flg. Smlgn. L. Daae, Det gamle Kristiania, 189–193.
