der var belejlig for Svenskerne, at arrestere kommandanterne på fæstningerne, hvortil Armfelt stillede i udsigt, at man fra Sverige kunde få sig overladt visse „tiltagsne“ personer. Derpå skulde fæstningernes garnisoner aflægge ed på, at de ikke mere vilde lyde kongen af Danmark, og portene stænges. De tyske tropper, som kunde være opsendte fra Danmark for at holde gæringen nede, vilde da være på marschen ind i landet; man vilde da kunne tage deres proviant og anvende denne for sig selv, ligesom man til samme tid skulde lægge hånd på alle svenske forråd – hvormed formodentlig sigtedes til de forråd af krud, om hvis anskaffelse for den svenske stats regning Martinau havde stået i underhandling, og som til den tid endnu kunde være forblevne i Norge.
Hele denne aftale var imidlertid rent forelöbig, og Armfelt skulde, som sagt, efter at være vendt tilbage til Karlstad, der oppebie nærmere svar. Idet han meddelte Gustav III en beretning om udfaldet af sine förste forhandlinger med de misfornöjede Normænd, skrev han derfor også, at han ventede, at en af disse „figurer“ inden to dages forlöb vilde komme inkognito til Karlstad gennem Norrmarks härad.[1] Allerede om aftenen 13 Marts var dette Armfelts brev af den tolvte i Gustav IIIs hænder på Haga. Dette var en så hurtig befordring, at kongen ikke rigtig kunde tænke sig dens mulighed, men nærmest var tilböjelig til at antage, at Armfelt ved brevets datering havde taget fejl af dagen. Næste dag, 14 Marts, svarede kongen: „Jeg bifalder alt, hvad De har gjort, og er ligeledes af den mening, at
- ↑ Armfelts brev til Gustav III af 12 Marts 1790 er dels skrevet på Fransk, dels på Svensk. En slet oversættelse og gengivelse findes i Schinkel-Bergmans Minnen, II, 163 flg., hvor bl. a. Moestue går under navn af Morten, medens Neumanns navn er aldeles udeglemt.
