ingen svensk bör indblandes i denne sag. Udfaldet er usikkert, og for at man skal kunne vedkende sig sådanne planer, må de lykkes. Dette ved De ligeså godt som jeg, og jeg forestiller mig, at De vil træffe alle nödvendige forsigtighedsregler for at undgå ethvert slags falsk skridt.“
Imidlertid fortsatte Armfelt sine forhandlinger, men uden at komme til noget resultat. Manderfelt lod vente på sig, og ingen vidste, hvor han var, og imidlertid viste de norske patrioter sig mere fyrige. Men dette var ikke nok, mente Armfelt. For Manderfelt nærede de en vis frygt, hvad den anden ikke ganske syntes forstå. Under disse forhold måtte Armfelt nöjes med at vente og med at göre, hvad han kunde for at foröge bergverks-arbejdernes misfornöjelse. Han troede således – efter hvad han udtalte i sit næste brev til kongen, af 15 Marts – at til den tid vilde „cykloperne på Röros“ allerede være forsynede med våben, hvad de hidtil havde savnet.
Omsider indfandt Manderfelt sig i Karlstad. Armfelt fandt i ham „en mand med talent og geni“, men vovede dog ikke at betro ham, hvad han netop havde foretaget sig med Normændene. Æventyrerens ankomst faldt således meget ubelejlig for Armfelt; men han var nu en gang kaldt op fra Köbenhavn, og noget måtte altså göres for ikke at vække hans mistanke om, at der foregik ting, hvori man ikke anså det rådeligt at indvie ham. Hans synsmåder viste sig imidlertid at afvige altfor meget fra Armfelts i alt, som vedkom de norske forhold, og derfor valgte denne en anden fremgangsmåde: „for ikke at röbe mig og skade Deres majestæts interesser er jeg kommen overens med ham om at forelægge Deres majestæt en af ham udkastet plan, som synes at være bygget på det fuldstændige kendskab, som han har til stemningen, og på den tillid, som han nyder, og
