Holland mindede om Norges ved .siden af det frie Sverige. Han sögte her at påvise, hvorledes den i Belgien herskende forvirring udelukkende havde sin grund deri, at man först havde tænkt på at give sig en ny forfatning i stedet for at slutte sig til Holland, som havde alt i orden og lettere vilde have kunnet forsvare de nye landsmænd.
Armfelt og de fire Normænd dröftede længe denne sag uden at komme til enighed. Normændene vilde fremfor alt være, hvad de selv kaldte „frie“, hvilket Armfelt mente, at man måtte forstå således, at de ikke vilde have anden suveræn end nationens repræsentanter. Armfelt spurgte dem, hvad de vilde göre, hvis fremmede magter, der vare interesserede i Danmarks ydmygelse, vilde anerkende og stötte Norges uafhængighed. Dette gav de norske herrer liv og kraft, og i en hel time sögte de stadig at göre det indlysende for Armfelt, at med en engelsk flåde og visse erklæringer fra den svenske konge vilde alt gå udmærket. Navnlig var Moestue meget opildnet af disse tanker. Han bemærkede, at Armfelt fulgte hans forslag med opmærksomhed, og blev så lidt efter lidt mere rolig og endte tilsidst med en spögende bemærkning. Armfelt talte derpå nogle anerkendende ord om deres patriotiske iver og opsatte så et resumé af deres forslag og hvad han selv önskede. Man blev stående ved fölgende punkter: at man i Norge skulde sörge for at vedligeholde og foröge den misfornöjelse, som herskede mellem bergverks-arbejderne, medens man i byerne omkring Kristianiafjorden skulde lade alt blive roligt og anstille sig, som om der herskede den dybeste fred og alle vare tilfredse. Hensigten dermed var at narre regeringen, som man vilde vide havde til hensigt at sende hvervede tropper op fra Danmark for at besætte fæstningerne og på disse aflöse de norske. Planen var derefter, på en bestemt dag og time,
