lede mellem kongen og Armfelt under dennes besög ved den norske grænse. Efter mödet ved Eda vendte Armfelt umiddelbart tilbage til Karlstad for der at oppebie det bestemte svar, som hans norske venner havde stillet ham i udsigt, og som han havde sat som betingelse, hvis han skulde indlade sig i nærmere underhandlinger. I denne by agtede han ligeledes at vente på Manderfelt og expederede imidlertid en beretning til Gustav III om sine förste forhandlinger. I denne gav han en skildring af de „misfornöjede“ efter det indtryk, som de havde gjort på ham. Tank var „meget rig, meget misfornöjet og ganske kundskabsrig“, men savnede dristighed og vidste ikke rigtig, hvad han selv vilde; hans hoved var fuldt af filosofiske sofismer, og han talte om friheden med entusiasme, men skalv, når han skulde foreslå midler til at afryste åget. Hofgaard var „mindre rig, men mere modig“ og syntes blot at have tanke for, hvorledes man kunde afryste det danske åg. Moestue var mere behændig og lin end de to andre, medens Neumann mere kunde sammenlignes med de holdningslöse svenske skrighalse. Men foruden disse „chefer“ havde man endnu at tage hensyn til den indflydelsesrige familie Anker, på hvis virkelige hensigter man ikke kunde blive ganske sikker; det så ud, som om denne familie vilde indrette sig efter omstændighederne og derunder tage stærkt hensyn til sin egen ærgærrighed og interesse. Juel var ubestemt og bange, og hans anseelse hos de övrige var også så godt som ingen. Med sådanne folk fandt Armfelt det ikke let at forhandle, idet han blot med stor forsigtighed vovede at udtale sine egne anskuelser og ikke rigtig vidste, hvorledes han skulde vække deres tillid. Han valgte da at tale om forholdene i de österrigske Nederlande, som syntes ham at frembyde nogen lighed med de norske, navnlig forsåvidt Belgiens beliggenhed lige ved det frie
