derikshald, dernæst Amund Hofgaard (fra Drammen?), (rådmand?) Moestue fra Kristiania og ejeren af Odals verk, den senere bergråd Neumann. Med disse indledede Armfelt öjeblikkelig forhandlinger uden at oppebie Manderfelt, som af en eller anden grund lod længe vente på sig. De mödtes den ellevte om eftermiddagen to mile fra Eda skanse. Udbyttet af denne sammenkomst var dog ikke meget tilfredsstillende for Armfelt, der snart opdagede, at den tilslutning mellem de to riger, som disse norske „misfornöjede“ havde tænkt sig, var betinget af forudsætninger, på hvilke Gustav III efter 1789 ikke kunde gå ind. I sine efterladte optegnelser har Armfelt selv omtalt dette, skönt han i disse ikke har anseet sig beföjet til at navngive de Normænd, med hvem han forhandlede, idet disse formodentlig samtlige befandt sig i live på den tid, da han nedskrev de omtalte erindringer.[1] Han siger, at han var sendt af kongen til Vermeland og der trådte i forbindelse med nogle Normænd, men at disses anskuelser vare altfor meget påvirkede af den franske revolution, ligesom de ikke vilde indgå på nogen forening, hvorved Norge skulde få den samme statsforfatning som Sverige, – hvorved de formodentlig nærmest have tænkt på standsrepræsentationen med ridderhus og adel, der den gang, som længe siden, stod som noget yderst afskrækkende for frisindede Normænd. Da man derfor på begge sider erkendte, at man stod på altfor ulige standpunkter til at kunne håbe på at mödes i overensstemmelse, opgav man forelöbig alle videre forhandlinger. Men man enedes dog om at vedligeholde visse forbindelser sig imellem, og disse bleve også bevarede, sålænge Gustav III var ilive.
Nærmere oplysninger findes i de breve, som bleve veks-
- ↑ Handlingar rörande Sveriges historia i äldre, nyere och nyaste tid, II, 35 flg.
