været indviet i planen, er det overhovedet neppe tænkeligt, at han skulde have undladt at omtale den i sine rapporter. Det er måske rimeligst, at det har været arrangeret gennem Låstbom og zahlkasserer Juel, hvilken sidste ved denne lejlighed sees at have stået i forbindelse med Armfelt. Det har også bestandig været antaget, at denne mand er bleven benyttet som svensk agent, og det heder sig endog, at han i den tid, da han efter sin bekendte flugt fra fængslet på Akershus levede i Sverige, har været over grænsen i den svenske konges ærinder. For övrigt bleve også i begyndelsen af 1791 grænsedistrikterne berejste af et par svenske agenter, en kaptejn Arndt og en ingeniör-löjtnant Montel, af hvilke den sidste talte Dansk. Også en major Silfverbrand nævnes i forbindelse med disse agitationer, ligesom Bordieu’s navn også omtales. Oberst-Löjtnant Tawast omtales samtidig som den, der var Gustav IIIs rådgiver i alle militære spörgsmål, der vedkom grænse-forholdene.[1]
Armfelt var allerede i Januar 1790 vendt tilbage fra Finland og opholdt sig derpå i Stockholm indtil i begyndelsen af Marts, da han rejste til Vermeland. Her ankom han den syvende om aftenen til Kristinehamn, hvor han modtog underretning om, at en „ubekendt“ ventede ham på et sted, som han selv kalder Köla, og at to andre opholdt sig hos Juel. Det viste sig snart, hvem disse vare. Först og fremst var det den siden bekendte Karsten Tank fra Fre-
- ↑ Brev fra grev Bernstorf af 12 Marts 1791 (til Moltke?), velvillig meddelt af rigsarkivar Birkeland efter en afskrift mellem D. N. Bechs papirer i rigsarkivet. Det heder i brevet: „Les intentions de se prince sont très-dangereuses: mais il est heureux, que ses forces n’y répondent pas, et plusieurs de ses démarches ne sont que démonstrations d’orgueil et de vanité.“ Grev Bernstorf skyldte måske meddelelser fra Manderfelt sit kendskab til de her omtalte agitationer.
