efter nedsat en kommission, der fik det hverv at undersöge forholdene, og denne kom til det resultat, at dyrtiden og mangelen i grunden slet ikke existerede. Grev von der Osten var selv medlem af denne kommission og undertegnede også dens indstilling som bagefter blev trykt.
Denne indberetning må have været en virksom anbefaling for Manderfelt og åbnet ham udsigt til en fortsat virksomhed i diplomatisk tjeneste. Det varede nemlig efter dette ikke meget længe, forinden der af kongen blev ham betroet et meget delikat hverv. Det var på denne tid, at Gustav III fra Martinau havde modtaget efterretninger, som tydede på, at der i Norge herskede en stemning, der kunde göre det muligt at sprænge dette riges forening med Danmark. Disse udsigter bragte ham til at kaste sine öjne på Manderfelt, som en person, der her kunde göre nytte. Men han fik ikke rejse alene. Samtidig med, at Gustav III lod Manderfelt – eller Ingmann, som han fremdeles kaldte denne – anmode om at foretage en rejse til Norge, henvendte han sig også til en anden mand, til hvem han nærede en större tillid. Denne var hans bekendte yndling, Gustav Maurits Armfelt, ganske vist også en tvetydig karakter, men dog tiltrods for alle sine svagheder höjt hævet over Manderfelts standpunkt. Mellem ham og hans medarbejder blev der nu sat stævne i Karlstad 17 Marts, forat der enten i denne by eller i dens nærhed kunde blive fört underhandlinger med de norske misfornöjede, af hvilke ialfald enkelte må have givet löfte om at indfinde sig til et sådant möde. Hvorledes det fra först har været muligt for Gustav III at skaffe sig de forbindelser, som vare nödvendige for at få dem til at give et löfte af denne art, kan for tiden ikke oplyses, uden at det neppe kan have været gennem Martinau, da ialfald dennes breve ikke nævne noget derom. Hvis han havde
