Folket bebreidede ham fornemlig at han ikke vilde göre sig den ringeste umage med at blive bekendt med de forskellige misbrug, som havde indsneget sig, og at få disse afhjulpne. Manderfelt syntes, at hans fader, kongen, aldrig havde forekommet mindre gal, end da han– en gang ved taffelet, da talen var kommen ind på ökonomi, havde sagt til kronprinsen: „Ti stille, Frits! Du forstår intet, ikke en gang at exercere Dit regiment,“ hvilke ord bragte kronprinsen til at slå öjnene ned, medens de for övrigt fremkaldte en ondskabsfuld latter. Prinsens fortrolige var hofmarschal Johan von Bülow; men da han var ude af stand til selv at danne et parti, havde han grebet til den udvej, bestandig at holde sig til det stærkeste. Bülow var en mand uden indsigt og uden begavelse og befattede sig også i regelen kun med de sager, der vedkom prinsens private forhold og hans private korrespondanse. Denne besörgedes ved en fransk „professeur“, der var Manderfelts ven, og af hvem denne kunde få vide, hvad han önskede. Det danske, såkaldte patriotiske parti havde til sine ledere ministrene Schack-Rathlau, Rosenkrantz og Rosenkrone, Moltkerne, Guldberg, hofmarschal Numsen og magistrats-præsidenten i Köbenhavn, grev von der Osten. Disse herrer – og mange andre – gjorde altid i hemmelighed sin kur til enkedronningen og arveprins Frederik, men havde endnu ikke vovet at göre det åbenlyst. Derimod sögte de ved enhver anledning, som fremböd sig, at stille den nuværende administration i det slettest mulige lys for på dens bekostning at hæve den foregående, ligesom dette parti betalte forfattere for at fremstille tilstanden så slet som muligt. Grev Osten havde også overfor kronprinsen ladet sig forlyde med, at dyrtiden og den almindelig herskende mangel havde nået en sådan höjde, at man måtte befrygte optrin som de, der foregik i Paris. Der var imidlertid bag-
