han havde behandlet tropperne under felttoget. I Danmark var man ligeså forbitret over hans nye militærplan, der måtte medföre afskedigelsen af flere hundrede officerer. Herom havde også Manderfelt sagt ham sin mening lige ud, da prinsen önskede at få denne at vide. Prinsen vidste også selv, at han var forhadt. Han havde tidligere forsögt sig i Berlin for gennem sine frimurerforbindelser at indlede et ægteskab mellem kronprinsen og en preussisk prinsesse; men hun havde for god smag til at ville gå ind på dette, således at det ikke gik bedre i Berlin end i London, hvor man også havde sögt at sondere stemningen, men fået afslag. Også lejren i Holsten havde fået et udfald, der var lidet smigrende for denne St. Germains og Cagliostros discipel. Imellem prinsen af Hessens modstandere stod i förste række den lille hertug af Augustenburg, der nok for öjeblikket böjede sig for ham, men ikke havde noget inderligere önske end at styrte ham og selv erhverve hans indflydelse over kronprinsen. Hans fortryllende hustru var ked af sin lilliputtiske ægtemand og var fortvivlet hver gang arveprinsesse Sofie Frederike fik et barn, hvis fader for resten efter Manderfelts påstand var kammer-junker Blücher (gentilhomme de la chambre à coucher). (Manderfelt kom i den anledning med en del mindre anstændige vittigheder). Som videnskabens og universitetets beskytter gjorde hertugen kun skade ved at fremtrække en hoben tyske charlataner. Kronprinsen var midt oppe i dette mere tyske end danske hof så meget mere at beklage, som han var en retsindig mand med den bedste vilje til at göre godt; men han savnede aldeles den nödvendige indsigt til at styre en stat. Af ministrene var grev Bernstorf den bedste; han var en respektabel mand, men foragtede i sit hjerte de Danske. Kronprinsen havde ikke en gang formået at göre sig elsket og agtet af hæren.
