Manderfelt bleven udsat for en lignende Mistanke. Der var fra Norge indlöbet breve til grev Bernstorf, hvori man henledede opmærksomheden på denne som en person, der arbejdede på at adskille Norge fra Danmark. Dette var også aldeles rigtigt; ti denne övede dobbeltspiller havde i den tid, der var forlöben, siden han i 1788 viste sig i Kristiania, fortsat sin virksomhed. Der foreligger navnlig i de breve, som han i löbet af 1790 skrev til Gustav III, et righoldigt materiale til at bedömme denne i dens rette lys og se den i dens hele omfang.
Manderfelt var, efterat han var kommen i besiddelse af den formue, hans værdige hustru havde fået i grev Danneskiolds bo, bosat i Köbenhavn, hvor han optrådte med större ydre glans, end det lod sig forene med sunde ökonomiske grundsætninger. Han beboede et landsted, som kaldtes Karlsro, og som han formodentlig selv havde köbt; han vilde meget gærne spille den store herre og den fine diplomat og levede for resten i det håb, at om også fruens penge gik med, vilde han dog snart få erstatning, når Gustav III til lön for den hengivenhed, som han ved alle lejligheder sögte at lægge for dagen, udnævnte ham til sin repræsentant ved det danske hof, – eller når grev Bernstorf og kronprinsen lode sig narre af hans patriotiske forsikringer og optoge ham i den danske eller norske embedsstand. Men han måtte vente, og medens han stadig blev afspist med löfter, fik han efterhånden erfaring for, at den af ham valgte form for den praktiske Skandinavisme, med efter omstændighederne at være Svensk, Dansk eller Normand, ikke
