ved gennem baron Armfelt, at jeg blev længe opholdt i Norge på grund af modvind og dårligt vejr, hvorimod jeg fandt det frugteslöst at kæmpe. Min forbindelse med Sverige og den modtagelse, som jeg fik hos dhrr. Normænd, opvakte de danske herrer embedsmænds misundelse i den grad, at de fandt det hensigtsmæssigt at fremkalde den samme stemning hos hoffet i Köbenhavn. På grund heraf og de vanskeligheder, som på en sådan årstid vare forbundne med en sörejse, fattede jeg den beslutning at opgive tanken på en sådan og i det sted at rejse tillands for således at rejse over Köbenhavn og derved give alle, som önskede at udspörge mig, den bedste anledning til at indhente oplysninger. Men alligevel have de ikke sagt mig noget. Jeg bör vel tro dem, når de forsikrede mig, at min ankomst didhen gjorde dem glæde; den modtagelse, som jeg der fik, var öjensynlig beregnet på at bevise, at man ikke var så svag, at man nogensinde skulde have næret frygt for, at et individ, som jeg, kunde göre dem nogen skade. Man erkendte, at en mand, som af videbegærlighed havde rejst i Afrika tiltrods for sommerens varme, kunde få lyst til at besöge Norge om vinteren af samme grunde. Jeg forblev i Köbenhavn, indtil der ankom et brev fra baron Armfelt som svar på et fra mig. Jeg har der troet at bemærke, at Deres majestæts helbred begyndte at lide under de lidelser, som De har gennemgået, og de anstrængelser, som De har gjort. Kun rolighed kan hjælpe derimod, og jeg håber, at den ikke vil blive afbrudt.“
Sidney Smiths ophold i Norge hevde i Köbenhavn fremkaldt megen ængstelse. Da han rejste, lader det imidlertid til, at han havde forstået at overbevise kronprinsen og regeringen om, at han ikke var den farlige person, som man havde villet göre ham til. Sammen med ham var også
